Det Danske Hedeselskab 1866-1916

DEN I FØRSTE RÆKKE LEDENDE 125 Plads i Anlæget ved Aarhus Jærnbanestation, og som blev afsløret med stor Højtidelighed den 16, Juli 1901. En Kantate af Thor Lange blev afsungen, Ludvig Schrøder talte, og saa var der endnu en Festforestilling paa Teatret, hvor der blev sunget en af Johan Skjoldborg forfattet Dalgashymne. Derefter sluttedes med en Festmiddag paa Hotel Royal, Aarhus Amtstidende for den 16, Juli 1901 er et stort illustreret Dalgas- Numer. Ved Siden af en kort Udsigt over Dalgas' Liv og Virksomhed indeholder det Ludv, Schrøders Tale ved Afsløringen, Thor Langes Kantate, Skjoldborgs Hymne og saa desuden mindre Dalgas-Meddelelser fra følgende fem af den Af- dødes Medarbejdere: Godsejer Carl Bech til Engelsholm, Inspektør Lars Jorgensen, Ingeniør Claudi Westh samt Skovriderne M. Holt og Chr. Sorensen. Alle sam- stemme de i, at Dalgas var en storslaaet Personlighed, der ved sin urokkelige Tro paa Hedesagen og dens sejrrige Fremgang forunderligt formaaede at opildne Alle, han kom i Forbindelse med, til at have den samme Tro, og saa fortæller endnu Skovrider Sorensen med stille Glæde, hvorledes han en Gang fik Lov til at læse i hans Sjæl og se den religiøse Alvor, som boede dér. Atter og atter have vi ovenfor hørt Dalgas henvise til den guddommelige Styrelse, og 1882 skriver han i et alvorligt Brev til en af sine Sonner, at det kun er haarde Hjærter, som stryge alt Guddommeligt, For ham, hedder det videre, var „Kjernen i alle Religioner Gud, Livets ubegribelige Ophav, Repræsentanten for det Godes Al- magt og Bæreren af Alt, hvad der er Smukt, Opløftende, Godt, Elskeligt og Evigt", og som det i de i 1894 udgivne „Mindeblade over Enrico Dalgas" op- lyses af hans Svigerson Pastor Langballe, sagde han kort for sin Død til en af sine Nærmeste: „Hvad der tales om i Kirken, tror jeg maaske ikke just paa samme Maade, som det bliver sagt, men respektere det, gjor jeg, navnlig som det lyder i den reformerte Kirke,1* Der var Sandhed og Alvor i al Dalgas’ Færd, Enrico Dalgas' Minde vil leve længe, særlig i Jylland, hvor der muligvis endda vil kunne voxe Sagn op omkring det. Han færdedes derude som en af Hedens Ringeste, og dog havde han Magten dér i sin Haand. Gamle Anders Christensen i Skarrild Krat kaldte Dalgas en dejlig Mand, der „sad og spiste og drak imellem os ligesom vi havde det selv", vant som han var til at være glad ved Lidet og til at hjælpe sig selv, men saa tilfdjer Anders Christensen endnu, at Dalgas var saa bestemt i Alt, hvad han sagde, og saa enestaaende til at mægle og til at faa Alt sat i Gang, saaledes at Alle blev tilfredse, og heraf