Det Danske Hedeselskab 1866-1916

214 TIL AFSLUTNING al anden Hedeplantning under ministerielt Styre. Karakteristisk er det ogsaa, at han ved Jubilæumsfesten 1891 i Herning endte den Tale, hvormed han sva- rede paa den for ham udbragte Skaal, med et Ønske om, at den Kjærligheds- streng, der hidtil havde lydt i Hedeselskabet, stadig maatte klinge. Det laa ham paa Hjærte. Og underbygges denne Grundakkord med Dalgas' altid levende mægtige Energi, er det naturligt, at Hedeboerne kom til at staa samlede omkring ham. Der var mange, der for Dalgas havde plantet i Heden og talt Hedeplant- ningens Sag, det havde Steen Blicher i Spentrup gjort, Konsistorialraad Bjerre- gaard i Hjermind, Justitsraad Fjelstrup paa Sindinggaard og for at nævne et Navn endnu Kancelliraad, Byfoged 0, C. Lund i Skagen, der allerede i 1817 havde plantet her og det paa en saadan Maade, at Klitkommissionen af 1838 siger, at Anlæget her „udgjor i Henseende til Muligheden af Skovopelskning under tilsyneladende mislige Naturforhold en Kjendsgjerning af ganske særlig Mærkværdighed". Men der var Ingen, der for Dalgas havde sat hele sin Person, hele sit Liv ind paa at føre Plantningssagen til Sejr, Her maa det imidlertid, som A. Oppermann peger paa, tilføjes, at en saadan Folkesag maaske ikke havde kunnet vinde Fremgang andre Steder end dér, hvor Befolkningen var saa dygtig som i Vestjylland, og derfor saa godt i Stand til at paavirkes af Dalgas' organisatoriske Talent. Vestjydernes Pris har da ogsaa lydt længe. Da Frederik VI paa en af sine mange Jyllandsrejser 1828 kom fra Nymindegab og Blaabjerg Klit til Ovtrup og Pastor N, H, Olivarius prædikede for ham i Sognets Kirke, gav Præsten ikke Vestjylland den bedste Omtale, „Vesterhavets Taager og Storme forlænge den bidende Kulde udover Vinterens Aarstid i den skovløse Egn, hvor ingen Bakke beskytter med Læ“, men han undlod ikke derfor at prise den driftige vestjyske Bonde, og det Samme gjorde c. 40 Aar senere Præsten Jens Schjorring i Hodde. Han var forøvrigt ikke mis- fornøjet med Landet, han priste Hedens gode Vand, friske Luft og glade Lærke- sang, og det er i Forbindelse hermed, at han ogsaa roser Beboerne, „Vestjyderne bære i mange Maader Prisen i vort Folk“. Og saaledes har det sikkert lydt mange Gange senere. Som ingen Andre have de forstaaet særligt at slide sig frem. Der er lysende Exempler i saa Henseende lige op til den nyeste Tid, her skal som et enkelt af dem peges paa Hedeboen Andreas Østergaard, der fra 1872 til 1907 var Mergelsøger under Hedeselskabet. Med sin dygtige Hustru Marie havde han i 1870 fæstet Bo midt ude paa den store Alhede; her begyndte de i et lille Hus med en Ko, fire Hons og en Kat, men efter et uendeligt Slid endte