Det Danske Hedeselskab 1866-1916

TIL AFSLUTNING 213 forholdsvis ensaldrede Plantager, idet man paa et vist Alderstrin kunde befrygte et stort Fald, men alle Kræfter maatte sættes ind paa at formindske denne Fare, ligesom det Sporgsmaal maatte tages op, hvilke Træsorter der skulde følge efter Rødgranen. Saa slutter han imidlertid tilsidst med at sige: „Herom vil jeg over- lade „Dansk Skovforenings" Formand at udtale sig ved Foreningens 50 Aars- Jubilæum". Det er altsaa et Arbejde paa langt Sigt, som der her er Tale, men da saa- vist baade Statsskovvæsenet og Hedeselskabet staa vaagne overfor det, tor der sikkert haabes paa et godt Resultat. Og skulde nu imod Forventning ikke alle Forhaabninger fuldt ud gaa i Opfyldelse, skal det erindres, at Plantningssporgs- maalet ikke kan ses som et enkeltstaaende Fænomen, men som et Led i Be- stræbelserne for at gavne Jylland og Jyllands Befolkning. Dette akcentueres af saavel Baron Wedel-Neergaard som af Kammerherre Muller, og den Sidste, der ser tilbage paa en 45aarig Erfaring, siger bl. A, med Hensyn til de betydelige Beløb, der ere nedlagte i Plantagerne: „Ja, Anlæget har kostet noget, men hvortil er de Penge gaaede? De er udgivne i Arbejdsløn til den fattige Hedebefolkning, og hvilken Virkning det har haft, det kan vel nok f. Ex. jeg udtale mig om, efterat jeg har passeret de samme Hedestrækninger Aar for Aar. Forsaavidt Velstand er Lykke og Fattigdom det Modsatte, er disse Penge efter min Mening lykkelig anvendte, selv om de Granbevoxninger, der er anlagte for dem, trues af for- skjellige Farer," Hvad der her er sagt, stemmer fuldstændigt med Dalgas’ Syn paa Sagen, saaledes som det allerede kom frem paa Landmandsforsamlingen 1866 i Aarhus. Da J. C. la Cour her havde ytret, at det vilde betale sig bedre at udvikle Ager- bruget i intensiv Retning, hvor det allerede fandtes, end at paabegynde et nyt, hvor der intet fandtes, svarede Dalgas, „at Danmark ikke bestaar af Sjælland, Fyn og Østjylland alene. Der er ogsaa Noget, som hedder Vestjylland, hvor der bor mange Mennesker; de have ogsaa Agerbrug, som skal udvikles i intensiv Retning, og dette kan bedst opnaas ved de Midler, som Hedeselskabet har an- givet . . . . Det er ikke alene for de døde Jorders Skyld, vi ere optraadte, men for de levende Mennesker, der ogsaa have Noget at fordre," Det i Hedeselskabet ledende Princip overfor Hedeboerne var da ogsaa „gratis og velvillig Vejledning", og det var, for at det stedse kunde vedblive saaledes, at Dalgas, som vi tidligere have set, gjentagende kom tilbage til Ønsket om, at Hedeselskabets Plantninger, naar Selskabet engang ophørte, maatte samles med