Det Danske Hedeselskab 1866-1916

Forfatter: C. Nyrop

År: 1916

Forlag: H. H. Thieles Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 230

UDK: 635 Gl

DOI: 10.48563/dtu-0000058

Udgivet af det Danske Hedeselskab

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 252 Forrige Næste
32 SELSKABET BLIVER TIL Efterat Hegn var opført, paabegyndtes Plantningen i Efteraaret 1853 vestfra. Til Hegns- og Læplantning benyttedes Hvidel, der tegnede udmærket i nogle Aar, men derpaa sygnede, hvorfor der imellem de tilbagestaaende Elle blev indplantet Hvidgran og Bjergfyr, hvis Værd som lægivende og haardføre Væxter først nu var blevet erkjendt. Selve Plantningen med Rødgran som Hovedbestand rykkede derefter Aar for Aar frem imod Øst; der plantedes dels i Huller dels i kulegravede Render, og der regnedes c, 3300 Planter pr, Td, Land, Rækkerne stod tre Alen (1,88 m) fra hinanden, og i Rækkerne stilledes Planterne i en Afstand af ca, i1/« Alen, Naar undtages, at c. 8000 Skovfyr og nogle Tusinde Lærketræer i Tiaars-Alderen maatte omhugges som angrebne af en ondartet Bladsvamp og erstattes med Rødgran og Bjergfyr, gik Alt godt, og Arbejdet, der var helt fuldført i 1867, tjente i hoj Grad Morville til Ære, Han stod som den anerkjendte Raadgiver ved det Meste af hvad der da blev sat i Gang af Beplantninger ved Viborg. Hedesagen havde i det Hele mere og mere taget hans Interesse, hvorfor det ogsaa er naturligt, at han lidt efter lidt blev den, der ejede de fleste Parceller i Margretelund; han erhvervede baade Kammerherre Riegels', Redaktør Wissings og Kjøbmand Buchwaldts Lodder, Saaledes vare Forholdene, da Premierløjtnant Dalgas i Foraaret 1854 kom til Viborg. Hos sin senere Svoger Overretsassessor Buch traf han Morville, og det synes, som om den 36aarige Overretsprokurator og den 25aarige Lojtnant hurtigt ligesom droges mod hinanden. De vare begge Ætlinge af Fransk-Refor- merte. Slægten Dalgas var, som tidligere nævnt, kommen hertil i Slutningen af det attende Aarhundrede, men Slægten Morville, der stammede fra Egnen om Marseille, godt og vel hundrede Aar for. Her var eet Beroringspunkt, og saa vare de begge livlige Naturer. Om Dalgas have vi i saa Henseende hørt ovenfor, og hvad Morville angaar, da var denne som oftest stille og tilbageholdende Mand i Besiddelse af et ikke ringe tort Lune, der til Tider kunde lade ham affyre en hel Salve af Brandere og kaade Vittigheder, og først i Gang kunde han rent ud ødsle med dem, han vidste, at Beholdningen var uudtømmelig. Saa kom dernæst som det tredje og sikkert væsentligste Beroringspunkt den hos dem begge raa- dende stærke Kjærlighed til Naturen, og her blev Morville som den Ældre og Kundskabsrigeste, som den der endda stod i Spidsen for et betydeligt Plant- ningsanlæg, den Førende. Ved ham blev Dalgas paa fornøjelige Vandringer i Viborgs Omegn gjort bekjendt med Heden, med at den havde en Fortid, og at den maatte kunne faa en Fremtid, ikke at tale om at han blev ansporet til at