Det Danske Hedeselskab 1866-1916

56 DE TRE Betænkningen, hedder det, „lider af saadanne Fejlgreb, at vi Undertegnede anse det for vor Pligt af Hensyn til Sagens store Vigtighed at protestere mod Rigtigheden af det Fremførte", og saa protesteredes der navnlig imod, at He- derne i det vestlige af Vejle Amt ligesom i Ribe og Ringkjøbing Amt karakteri- seres som uskikkede til Skovkultur, samt imod at det skulde være nødvendigt at anlægge et storre Antal Forsøgsplantager paa 20 å 30 Tdr, Land. Nej mindst Halvdelen af de nævnte Heder vare netop særligt skikkede til Skovkultur, og de kostbare Forsøgsplantager vare aldeles unødvendige; der behøvedes kun Penge og en kyndig Anvendelse af de Erfaringer, der alt havdes. Hvor denne Protest skrev sig fra, sagdes ikke, men naar man mellem Underskriverne finder alle tre Medlemmer af Hedeselskabets Bestyrelse, Formanden for dets Repræ- sentantskab og en Række af dettes Medlemmer, ligger Udspringet lige for, I Berlingske Tidende for den 25, Januar svarede Landhusholdningsselskabet, men Svaret var ikke af en saadan Art, at Protestens Affattere mente paany at maatte tage til Orde, Skjæbnen vilde imidlertid, at Sagen ikke dermed skulde være forbi. Ejeren af Avgustenborg Hovedgaard paa Als Kammerraad H, F. Fenger, der i sin Ungdom havde drevet en Hedegaard i Ringkjøbing Amt, følte sig saa glad over Protesten mod „Landhusholdningsselskabets Fordommelsesdom over storste Delen af Vestjyllands Heder", at han maatte give sin Glæde Luft, og i en varmfølt Artikel i „Ugeskrift for Landmænd'1 (1868) sluttede han sig da til Protesten. „Hedeopdyrkningen,“ skriver han, „har fra min tidligste Ungdom ligget mig paa Sinde som en dansk national Opgave, hvilken jeg med mit Hjærtes hele Kjærlighed har omfattet og i egen Gjerning af al min Evne har kæmpet for.“ Han blev imidlertid ikke staaende ved at forsvare Heden, hvor hans Ar- bejde „foruden Pengeindtægten bragte mig den indre glædelige Bevidsthed at have forøget mit Fædrelands Produktivitet11. Han udtalte tillige sin Beklagelse over den urigtige Fremgangsmaade, Forfatteren af Landhusholdningsselskabets Betænkning havde gjort sig skyldig i, og uden at han nævnte Lojtnant la Cours Navn, fremgik det dog af, hvad han skrev, at han i ham saa Betænkningens Forfatter, hvad der havde tilfølge, at la Cour tog skarpt til Gjenmæle, Han forsvarede Betænkningen, som han forøvrigt erklærede ikke at have forfattet, og udtalte derefter, synligt med videre Adresse end til Kammerraad Fenger Føl- gende: „Hvad baade Kammerraad Fenger og flere Andre gjore sig skyldige i og som i højeste Grad maa misbilliges, det er, at de fremstille alle Andre, der ikke i Alt kunne følge dem i de store Forhaabninger om Hedernes Rentabilitet,