Det Danske Hedeselskab 1866-1916

SELSKABETS VIRKSOMHED 77 selskabets Bestyrelse imod det kgl. Landhusholdningsselskabs tidligere nævnte Hedeudtalelser. I næsten hundrede Aar havde Staten plantet paa Heden, I Begyndelsen var det famlende Forsøg, der omfattede saavel Løvtræer som Naaletræer, men Anstrengelserne samledes lidt efter lidt om at tilvejebringe Fyrreskov ved Saaning efter Skrælplojning. Fyrrene vilde dog slet ikke trives. I Stendalgaards-, Gjøddinggaards-, Palsgaards- og Randbøls-Plantager bleve Træerne syge, naar de havde naaet Mandshojde, Naalene bleve gule og faldt af, Træerne gik ud. Det var Fyrrens Sprækkesvamp, der angreb dem, men det vidste man ikke den Gang. Omtrent 1812 gik man over til væsentlig at sætte Rødgran i Skovfyrrens Sted, ogsaa Rødgranerne bleve fordetmeste saaede i skrælplojede og harvede Striber, altsaa uden videre Behandling af Undergrun- den, og efter længe at have staaet i Stampe kom de sig, i alt Fald for en ikke ringe Del, ligesom ogsaa de Rødgraner, der, efter at man havde faaet Plante- skoler, vare plantede i Huller. Overfor dem, der gik ud, kastede man Skylden paa Vestenvinden og Alen, der betragtedes som „Hedens onde Princip", medens Lyngen nærmest betragtedes som en nyttig Skjærm for de unge Graner. Jo, der var Erfaringer, og Hedeselskabet gjorde dem gjældende. Da Hov- borg-Plantagen i 1866 kom i Forbindelse med Selskabet, gjorde det Indsigelse mod de dér paabegyndte Skovfyrplantninger, og Striden endte med Selskabets Sejr. Fyrrekulturerne bleve stansede, De plantede Fyrre gik da ogsaa alle ud, saaledes som Selskabet havde forudsagt det, og efterhaanden opnaaedes den skjonneste Enighed om at gjennemføre, hvad man kaldte solide Kulturer. Det var imidlertid ikke Alt, der var saa lige til som Forholdene i Hovborg. I Give-Plantagen mislykkedes en Plantning med Hullegravning paa et Stykke magert Agerland endog gjentagende Gange, medens en samtidig udført Plantning i den hosliggende Hede lykkedes. I Høgildgaards-Plantage mislykkedes en to Gange i Huller udført Plantning paa magert Agerland totalt, medens Plantningen paa det samme Sted for tredje Gang udført efter Kulegravning lykkedes godt. Man kom atter og atter til at staa overfor Forhold, der stillede Sporgsmaal, som man ikke formaaede at besvare. Med sin temperamentsfulde Trang til hurtige Løsninger maatte Dalgas til Tider gribe fejl, og det blev forholdsvis hur- tigt klart for ham, at de hundredaarige Erfaringer ikke slog til — 1882 kalder han dem „ubestemte og utilstrækkelige", 1890 „primitive" — samtidig med at det af ham dannede Begreb „Lynggiften" fik voxende Betydning for ham. Det var denne Gift, der paa alle Maader skulde bekæmpes, I Jordens Magerhed