Det Danske Hedeselskab 1866-1916

78 SELSKABETS VIRKSOMHED saa han ingen Hindring, mod Vestenvinden kunde de opvoxende Læbælter af haardføre Træer værne, og Alen kunde gjennembrydes med Spade eller Plov, men „Lynggiften“! Uden at Ordet bliver nævnt — det brugtes mest Mand og Mand imellem — kan man følge Dalgas' voxende Kamp imod dette Onde i en Række Smaaskrifter og Artikler af ham som f. Ex. „Vejledning ved Træplant- ning i Hedeegne" (1871), Beretning om Hedeselskabets sexaarige Virksomhed (1872), „Den dybe Reolpløjning anvendt til Hedeplantning" (1872), „Om Plantning i Jylland, navnlig i dets Hedeegne14 (1877), „Hederne i Danmark og deres Til- kultivering“ (1878), „Fortids- og Fremtids-Skove i Jyllands Hedeegne" (1883-85) og saa endelig „Skov-Kulturer i Jyllands Hedeegne" (1890-91), et Skrift, der ud- kom i ikke mindre end 5000 Exemplarer, Med et genialt Greb drog Dalgas tidligt Bjergfyrren som sin Hjælper med ind i Kampen, Den var tidligere kjendt her i Landet, Morville brugte den som Læbælteplante ved Anlæget af Margretelund, Kammerherre Riegels havde an- vendt den som selvstændigt Træ i Statens Klitplantager, og i „Geografiske Bil- leder “ kan Dalgas „ikke noksom prise denne kostelige Plante'1, Er der nogen Maade, skriver han, „hvorpaa de magre Sandflader kunne forvandles til Skov, da er det ved at tage den til Hjælp", og i 1871 mener han at kunne oplyse, at Bjergfyrrens opadvoxende Varietet, den nojsomste og maaske haardføreste af vore Træarter, er et fuldstændig brugbart Skovtræ, der da ogsaa nu lidt efter lidt i Millionvis blev udplantet paa Heden, Men Dalgas var desuden i hoj Grad opmærksom paa Bjergfyrrens jordbundsbeskyttende og lyngkvælende Egenskaber, der gjorde den til en værdifuld „Amme" for eller „Fodpose" om de udplantede unge Rødgraner. Bjergfyrren stansedes ikke i sin Væxt af Lyngen, men efter- haanden som den dækkede over Jordbunden, kvalte den Lyngen, medens Granen, der ikke saa hurtigt kunde dække Jorden, stansedes af Lyngen, og allerede i 1868 havde saa Hedeselskabet bestemt, at der skulde plantes indtil 50 pCt, Bjergfyr mellem Rødgranerne; hvorledes det end gik, var man saa vis paa, at faa Noget frem i de paagjældende Plantager. Det var imidlertid ikke blot Overfladens Lyng, Dalgas saa paa med Mistillid, nej, ogsaa Jorden, den voxede i, burde betragtes med Mistvivl, og ved Under- søgelser blev det vist, at den var lyngsur. Den maatte bearbejdes, den skulde „udluftes", for at der kunde komme en Græsvegetation op, der kunde hjælpe til at gjore Rødgranerne frodige. Hedeselskabet betragtede sine Ejendomme Høgildgaard, Birkebæk og Hesselvig som udstrakte Forsøgsmarker. Her plante-