Det Danske Hedeselskab 1866-1916

80 SELSKABETS VIRKSOMHED Forstdocent, senere Overførsler og Kammerherre Dr, phil, P. E. Muller i Spidsen, Forstdocenten arbejdede paa den Tid en Del sammen med Dalgas. De To fore- stod saaledes i 1875 og 1876 en Række Forsøg i Høgildgaards og Harreskov Plantager med Plantninger i dybe Huller saavel i vaad Bund som i tor Sand- bund og god Bakkebund samt med forskjelligt Fyldmateriale, og det kan i denne Forbindelse nævnes, at Dr. Muller paa en Exkursion henledte Dalgas’ Opmærk- somhed paa, at der ikke fandtes Regnorme i Lyngheden, samt paa, at der kun fandtes Dyreliv i Jordskorpen, hvor denne kunde bære Græs, hvad der førte til, at Assistent ved Landbohojskolens kemiske Laboratorium C, F, A. Tuxen kom til at foretage en Række Analyser af forskjellig Hedejord, der bleve offentlig- gjorte 1876 i Dr. Mullers „Tidsskrift for Skovbrug". Samarbejdet mellem Dalgas og Dr. Muller strakte sig dog ikke til Holt-Plantagen. Her gjorde Dr. Muller Forsøg ganske efter egne Planer; han vilde ikke her indplante Bjergfyr mellem Granerne, men lagde udelukkende Vægt paa en omhyggelig Jordbearbejdning. Trods store Anstrengelser kom han dog til det Resultat, at hverken Rødgran eller Ædelgran lod sig dyrke i Renkultur paa de gamle vestjyske Heder, I 1897 — altsaa tre Aar efter Dalgas' Død — skriver han: „Efter de Erfaringer, der nu foreligge, har altsaa Dalgas' lykkelige Greb med Indblanding af Bjergfyr sejret; mine Anskuelser om at kunne naa Maalet ved en grundig Jordbearbejd- ning have ikke holdt Stik“, Han konstaterer herved en fuldstændig Sejr for Dalgas, Men han opgav ikke derfor sine Undersøgelser, og de skulde ikke længe efter føre til Resultater, der stillede de fleste her omhandlede Forhold i nye Belysninger. Dog herom i et senere Afsnit. Tidsrummet, vi her beskjæftige os med, er afgjort Dalgas’, og han saa fremad med en, Gud ske Lov, beundringsværdig og ukuelig Frejdighed. Ved Siden af Rødgranen gjorde Hedeselskabet under Dalgas ogsaa Forsøg ikke alene med andre Granarter f. Ex, Hvidgranen, Balsamgranen og Ædelgranen, men ogsaa med den, efter hvad vi tidligere have hørt, helt dødsdømte Skovfyr, Bjergfyrren var et brugbart Skovtræ, men Rødgranen et bedre, og over Rød- granen stod i økonomisk Værdi endnu Skovfyrren. Tanken om, at den skulde kunne bringes til at voxe paa Hederne, vilde Dalgas derfor kun nødigt opgive. Fra 1868 plantede Selskabet hvert Aar lidt Skovfyr, I de første ti Aar gik de omtrent alle ud, men derefter viste det sig, at de Skovfyr, som stod i Læ af Graner eller Bjergfyr, der havde naaet 5 å 6 Alens Hojde, befandt sig fortræffe- ligt, og Dalgas haabede derfor, at naar Fugtighedsforholdene havde forbedret