Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

94 Skyerne drage hurtigt hen over vort Hoved, Lynene fremtræde mere sparsomt, og Tordenen nøler længere, forinden den naaer vort .Øre; Tordenveiret fortrækker, det drager ud over Havet. Endeligt gjennembryder den første Solstraale Skylagene og tilkjendegiver os Uveirets snare Opløsning; vi træde ind i den sidste Afdeling af det store Skuespil, Naturen har opført for os. Solen bryder altsaa Irem og brænder med forøget Kraft, ret som om den vilde erstatte Jorden det Tab af Varme, som Skyerne have foraarsaget; men den sande Aarsag til Solens stærkt brændende Straaler er den store Mængde Fugtighed, som Luften indeholder. Naturligviis har denne under den vedholdende Regn optaget saamegen Fugtighed, som den formaaer at opløse ved den stedfindende Varmegrad; den er nu fuldkomment mættet med Fugtighed og kan ikke optage en større Mængde, uden at dens Varmegrad forhøjes. Fordampningen fra vort Legemes Overflade er derfor tildeels standset; under almindelige Forhold foregaaer denne Fordampning rask, og hvo som tvivler om Tilstædeværelsen af en usynlig Atmosphære af Vanddampe omkring det menneskelige Legeme, behøver kun at nærme sin Finger til et koldt Glas for at see en Sky leire sig paa dette. Udsætte vi os for de første Solstraalers Paavirkning, da fole vi deres fulde opvarmende Kraft; thi den Afkjøling, som under almindelige Omstændig- heder vilde fremtræde ved Fordampningen, finder ikke Sted i den fugtige Luft. Naar Solstraalerne brænde eller stikke, da er det altsaa et Tegn ti], at Luften er fugtig, og at altsaa enten Regn er nær forestaaende eller nylig er faldet. Regnen er forbi, vi forlade vort Skjul og begive os atter ud i det Frie for at betragte det herskende Liv. I det Fjerne drage de tunge Skyer afsted, og paa de faldende Regn- draaber har Solen plantet Regnbuen som Grændseskjel for deres Omraade; Luften er reen og let, og kun nogle enkelte,