Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

95 adspredte Skyer drage henover os i forskjellige Retninger; en sagte Vind ryster Regndraaberne af Blade og Blomsten Fug- lene flyve atter ud i den frie Natur, og Frøerne krybe frem af deres Smuthuller for ret at nyde deres Element. Regn- vandet løber hid og did for paa den hurtigste Maade at linde et Afløb, imedens Jorden indsuger sin Part, og Luften atter løfter endeel af det til Skyerne. Saaledes forsvinder da efter- haanden det overflødige Vand; een Deel gaaer til den nærmeste Bæk for igjennem denne at finde Veien til Havet; en anden Deel tager Luften med sig paa sin Flugt og vil engang- i Tidens Løb atter give den som Regn tilbage til Jorden; en tredie Deel tager Jorden selv og skjuler den i sit Skjød. Men Luf- ten udtørrer uafbrudt Jorden, Planterne indsuge endeel af dens Fugtighed for dernæst igjennem Bladene at afgive den til Luften, og saaledes finder ogsaa endeel af det Vand, der trænger ind i Jorden, efterhaanden igjennem Luften Veien til Skyerne, “fra hvilke det senere vender tilbage til Jorden eller falder i Havet; men endeel af Vandet vedbliver at trænge dybere ind i Jorden, indtil tætte Jordlag forhindre dets videre Fremtrængen. Da glider det henad disse, indtil det atter, ofte ad en meget lang Omvei, træder frem for Dagens Lys paa et lavere liggende Sted, saaledes som Vandet i den Kilde, der risler ved vor Fod. Paa sin underjordiske Vandring er det uklare Vand, der flød paa Jordens Overflade, blcven renset og fremtræder i Kilden klart, koldt og velsmagende; men disse Egenskaber taber det desværre atter hurtigt, naar det i Bæk- ken udsættes for Lysets og Luftens Paavirkning. lilsomt lobe Bækkens Bølger igjennem det bugtede Leie ned igjennem Dalen for at finde Veien til Havet; thi derhen stræber alt Vand, som løber paa Jordens Overflade, og kun cn sjelden Gang- standses dets Løb af en eller anden Sø, der ikke tilsteder det at fortsætte sin Vandring; fra Alperne til Nordsøen, fra