Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Allerede i Menneskeslægtens tidligste Barndom har Stjerne- himlen været Gjenstand for Mængdens Beundring og de Lærdes Undersøgelser; man lærte snart at kjende de vigtigste, til- syneladende Bevægelser paa Himlen og benyttede dem til Tids- inddelingen. Døgnet rettede sig efter Solens Bevægelse, Maa- neden efter Maanens Form, og Aaret efter Stjernernes Stilling paa Himlen. I Døgnets Løb dreiede hele Stjernehimlen sig om Jorden, nogle Stjerner tilbagelagde derved en heel Om- dreining paa den synlige Himmel, andre dukkede frem i Øst og forsvandt atter i Vest efter at have tilbagelagt en større eller mindre Bue paa Himlen; men allerede i Phøniciernes Tid havde man iagttaget, at under denne almindelige Bevæ- gelse een Stjerne idetmindste tilsyneladende beholdt sin Plads paa Himlen, og at alle andre Stjerner bevægede sig i Kredse omkring denne. Efter denne Stjerne, den saakaldte Polar- stjerne, der altsaa stedse antydede en bestemt Himmelretning, styrede Phønicierne deres Skibe paa lange Togter, og imedens andre Nationers Søfarende næppe vovede sig ud fra Kysterne, omseilede dette dristige Søfolk Afrika, idet de gik ud fra det røde Hav og efter tre Aars Forløb vendte tilbage igjennem Middelhavet. Astronomiens Vugge stod i Asiens skjønneste Egne; fra Chaldæerne forplantede astronomiske Kundskaber sig til Ægypterne og fra disse til Phønicieine og Grækerne.