Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

106 Iblandt de græske Lærde indtager Pythagoras en Plads af første Rang; denne Mand, der levede omtrent 500 Aar før vor Tidsregning og omtrent 2000 Aar før Copernicus, ud- talte de samme Anskuelser om Stjernehimlen som de, der gjorde Copernicus’s Navn udødeligt. Efter hans Mening vare Stjernerne Kloder, der ligesom vor Sol sendte Lys og Varme igjennem Universet til de dem omgivende Planetsystemer; han dristede sig til at udtale det store Ord, at Planeterne vare beboede Kloder ligesom vor Jord, og at Cometerne ikke vare et lune- fuldt Spil af Naturen, at de ikke stode i Forbindelse med vor Atmosphære, men vare Kloder, der ligesom Planeterne om- kredsede Solen. Men Tidens Fylde var endnu ikke kommen, den menneskelige Aand var endnu ikke moden for saa store Ideer, Pythagoras kunde ei gjøre sin med Sandheden overens- stemmende Mening gjældende og maatte vige Pladsen for Ari- stoteles og Ptolomæus, der uagtet deres store Aand dog ikke som hiin kunde svinge sig op til et mere almindeligt Synspunkt; paavirkede af den directe Opfatning satte disse Jorden i Verdens Midte og lode Sol, Maane og Stjerner vælte sig om Jorden i Døgnets Løb. Henimod 2000 Aar bøiede Astronomien sig under Trykket af denne Anskuelse, der paa en uberegnelig Maade traadte hindrende op imod ethvert større Fremskridt paa Videnskabens Gebeet, førte Astro- nomien paa Afveie og dyssede de physiske Videnskaber i en Dvale, af hvilken de først vaagnede, da i det 16de Aar- hundrede Copernicus afkastede det Aag, der længe havde tryk- ket al sand Videnskabelighed. Det var Ptolomæus’s Mening, at Jorden dannede Verdens urokkelige Midtpunkt, om hvilket Sol, Maane og Stjerner be- vægede sig i ulige Afstand; nemlig Maanen nærmest Jorden, dernæst Mercur, Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn; enhver af disse Stjerner lod han sidde paa en gjennemsigtig Hvæl-