Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

253 fra hvilket det har sin Oprindele. Solens Varme meddeler Luften Evnen til at løfte Havets Vande som Damp høit op over Jordens Overflade, men kun for en kort Tid. Snart unddrager Varmen atter Luften sin Understøttelse, og alt eftersom Luften afkjøles. maa den afgive en større og større Mængde af sin Fugtighed. Hurtigt eller langsomt vandrer denne da tilbage til Havet; hurtigt, naar den falder til Jorden som Regn, langsomt, naar den som Sneen skal vente paa Foraarets Komme. Men endnu langsommere skeer dette Kredsløb i de Egne af Jorden, hvor selv den Maaneder lange Sommerdag ei formaaer at smelte eien mægtige Jisskorpe, eller i Bjergenes høiere Regioner, hvor Sommervarmen aldrig indfinder sig i nogen stærk Grad. Paa disse Steder skrider Sneen som en sluttet Masse langsomt og majestætisk ned mod de lavere liggende Dele af Landet; men Aarhundreder kunne forløbe, forinden den Snee, som nu falder paa Bjer- genes Tinde eller paa Polarlandenes udstrakte Sneemarker, finder Veien til Havet gjennem den brusende Vildbæk, eller som en sluttet Jismasse styrter sig i Bølgernes Favn. Men endeel af Regnen og Sneevandet finder ei Veien til Havet; det er trængt ind i Jordskorpens løse Lag og' fort- sætter sit Løb mod Jordens Indre, indtil det der finder et andet Hav, der kan standse dets - Løb, og dette Hav er Jordens smeltede Masse. Mange Kilder udmunde paa det glødende Havs Overflade, thi ogsaa fra Verdenshavenes Dyb trænger Vandet ind i Jordens Skjed, ret som om det vilde dæmpe den Varme, der hersker i Jordens Indre. Men kun kort er den Tid, i hvilken Vandet kan dvæle i Dybet. Saasnart den glødende Masse er bleven stærkt afkj.ølet paa de Steder, hvor Vandet trænger ind, da er dettes Ophold tilende; det forvandles da pludseligt til Damp og maa forlade