Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Paa en klar Efteraarsaften træde vi ud i det Frie; Luften er reen, og Stjernehimlen hvælver sig over os i sin hele Fylde. Hvilken Uendelighed 1 Overalt, hvorhen Øiet vender sig, møder det talrige lysende Punkter, enhver Plet af Himlen synes oversaaet med Stjerner, og dog lærer Videnskaben os, at denne tilsyneladende Uendelighed kun er halvtredietusinde! Det er det hele Antal Stjerner, som selv det skarptseende Øie formaaer at opdage paa den stjernerige Himmel, og vare de eensformigt fordeelte over denne, da vilde vi kun træffe eet lysende Punkt paa hver fyrgetyve Gange saa stor en Plet af Himlen, som den Fuldmaanen indtager. Hvor tilbøielige ere vi ikke til at antage Stjernernes Antal mangfoldige Gange større! Men det Indtryk, vi modtage af Stjernehimlen, finder maaskee lettere sin Forklaring i den Uendelighed, vi ane hiinsides de synlige Stjerners Grændse, end i disses ind- skrænkede Antal; thi næsten overalt, hvorhen vi vende vort Øie, trænger en svag Lysning os imøde fra Verdensrummets Dyb, mindende os om, at dette skjuler Tusinder af Stjerner, hvis Lys er for svagt til tydeligt at kunne opfattes af vort Øie. Saaledes lade Melkeveiens svage Lysstriber os ane Tilstedeværelsen af utallige Stjerner; men lade vi Øiet, upaa- virket af Phantasien, gjennemstreife den hele lysende Bue, da ville vi snart komme til den Overbeviisning, at Antallet af de virkeligt synlige Stjerner er saare ringe. Himlens Stjerner 17