Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

258 ere talte, ikke alene de, der ere synlige for det uvæbnede Øie, men ogsaa mangfoldige Tusinder, som Kikkerten formaaer at vise; de have alle deres bestemte Plads paa Himlen og forandre ikke deres gjensidige Stillinger, hvorfor de netop kaldes Fixstjerner. Enhver lille Stjerne har sin Plads paa Astro- nomens nøiagtige Stjernekort; Tid efter anden underkaster han dem en Control, og har da nogen Stjerne sneget sig bort fra sin tidligere Plads, da er han strax ved Haanden for at erklære den for vort Planetsystems retmæssige Ejendom og indføre den i Planeternes Række, efterat have udslettet den af Fixstjernernes. Kun Planeterne forandre deres Stilling mod Himlens øvrige Stjerner; thi de tilhøre den lille Verden, der omkredser Solen; men alle de øvrige Stjerner ligge langt udenfor vort Solsystem og tilhøre den store Verden, der fast og ubevægelig fremtræder som Himlens stjernesaaede Baggrund. Det uvæbnede Øie formaaer kun at opdage fem vandrende Stjerner i den store Mængde, nemlig Planeterne Meicur, Venus Mars, Jupiter og Saturn, og den første endda kun under særdeles gunstige Omstændigheder; men Kikkerten viser os endnu 42 andre Planeter, nemlig Uranus, Neptun og de fyrgetyve Asteroider, thi saa høit var disses Antal alt steget i April 1856. Imedens disse Stjerner tilsyneladende bevæge sig uden bestemt Orden, snart hurtigt og snart langsomt, snart frem og snart tilbage, forblive Himlens øvrige Stjerner ubevægelige paa deres Plads. Det kan derfor ikke undre os, at man i de store Vildfarelsers Tid satte de synlige Planeters lunefulde Bevægelser paa Himlen i Forbindelse med Menneskets og Jordens Skjæbne, at man vilde tyde Fremtiden af Stjer- nernes Stilling; nu derimod, da man kjender den egentlige Aarsag til alle Planeternes Bevægelser, da man kan beregne dem forud for lange Aarrækker, nu er det ikke mere Fremtiden.