Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

278 thi dennes Masse er over 700 Gange saa stor som alle Pla- neters og Maaners samlede Masse. Den fortsatte Fortætning af Planetsystemets oprindeligt meget fiintfordeelte Masse frembragte en overordentligt stor Var- memængde, hvorfor alle Planetsystemets Kloder i deres tidligste Tilstand som store glødende Draaber have omkredset Solen • først efterhaanden som Udstraalingen til Verdensrummet be- friede dem fra det store Overmaal af Varme, størknede deres Overflade, og de dampformige Stoffer fortættede sig af deres mægtige Atmosphære. Ubegribeligt lange Tidsrum ere hen- rundne, siden Jordens Overflade befandt sig i en smeltet Tilstand; men det staaer udenfor al Tvivl, at Jorden og alle andre Planeter tidligere have været glødende, selvlysende Kloder, og at kun Afkjølingen, fremkaldt ved Udstraalingen til Verdensrummet, har slukt deres Lys, imedens Solen ved sin store Masse og sin vedvarende Fortætning endnu har kunnet bevare sit Lys. Erfaringen har nemlig viist, at Jor- dens Varme stiger, efterhaanden som man trænger ned i Jord- skorpen , den stiger een Grad for hvert Hundrede Fod og vilde altsaa, naar denne Lov havde Gyldighed for større Dybder end den, til hvilken Bjergmanden er trængt ned, allerede i en Dybde af 8 Miil stige til to Tusinde Grader. Men selv om dette ikke skulde være Tilfældet, hvo vilde da tvivle om, at Jorden i en ikke ringe Dybde bestaaer af en glødende og smeltet Masse, om hvilken Jordskorpen slutter som en tynd og skjærmende Skal, naar vi see den indre, smeltede Masse bane sig Vei til Overfladen igjennem Jordens mangfoldige Vulkaner. Endnu i vore Tider er Jordskorpen ikke tykkere, end at den bøier sig ud og ind, saa at nogle Landstrækninger lang- somt hæve sig op af Havet, imedens andre sænke sig for om- sider at forsvinde i Bølgernes Favn, alt eftersom det Tryk