Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

279 virker, med hvilket Jordskorpen hviler paa den smeltede Kjerne. Selv Jordens Figur tyder paa, at den har været en smeltet Masse; thi den har Draabens Form, hvilken alle flydende Legemer indtage, naar de svæve frit og ikke ydre Omstændigheder forhindre dem i at antage den Form, i hvilken alle Legemets enkelte Dele holde hverandre i Ligevægt. Ja selv om dette ikke skulde være Aarsagen til Jordens Figur, selv om man vilde antage, at Naturen for Verdenskloderne havde valgt den simpleste, meest eensartede Form og der- for ladet dem fremtræde som Kugler, da have vi netop i den Afvigelse fra Kugleformen, som vi finde ved Jorden og gjenfinde ved alle andre Planeter, et yderligere Beviis for, at de alle tidligere have svævet som store glødende Draaber i Verdensrummet. Havde Jorden kun een Bevægelse, nemlig den omkring Solen, da maatte den, hvis den i tidligere Dage havde været en flydende Masse og som Følge deraf antaget Kugle- formen, ogsaa have bibeholdt denne Form ved Størkningen; men Jorden har foruden denne endnu en omdreiende Bevæ- gelse om sin egen Axe, og det. er den, som har tilveiebragt den Afvigelse fra Kuglen, som vi iagttage ved Jordens Eorm. Dersom Jordkloden fra Tilværelsens første Øieblikke havde været et fast Legeme, vilde nemlig Centrifugalkraften ingen Indflydelse have udøvet paa dens Form, den vilde ikke have kunnet overvinde Jordens Sammenhængskraft; men ander- ledes vilde det være, dersom Jorden omendog kun for en kort Tid havde været smeltet, thi da vilde den ligesom Draaben, der dreier sig om sin Axe, afvige fra Kugleformen, blive fladtrykt ved Polerne og ophøiet ved Æqvator. Ved næsten alle Planetsystemets Kloder træffe vi en saa- dan Afvigelse fra Kugleformen, og antage vi, at den for een af Kloderne har sin Oprindelse fra Centrifugalkraftens