De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

MIDDELALDEREN 13 Byens forskellige Gilder, vilde vi uden Tvivl støde paa en ikke ringe Mængde tyske Navne. Handelen syntes nemlig at have for en stor Del været i Hænderne paa Købmænd fra de nordtyske Stæder, og da navnlig fra Lybæk. Om dette Forhold mindes man endnu ved forskellige Gadenavne som Traffuensstræde, Dytmærsken og Peberslippen. Af denne sidste Gyde eller rettere Slip, — Slip er det gamle danske Navn for, hvad der nu kaldes en cul de sac — der laa mellem Brødregade og Middel- gade, er nu kun Navnet tilbage. Og Peberslippen maa da antages at have været den Del af Byen, hvor Pebersvendene — de lybske Købsvende — særlig havde deres Op- hold. De er her som i andre danske Købstæder oprindelig kun kommet med deres Varer ved det aarlige Marked, hvor de fik Lov til at holde aaben Bod mod at betale en Afgift af Peber til Byens Magistrat. Efterhaanden som Byen og dermed Trangen dertil voksede, er disse »Gæster« kommet hyppigere eller, maaske rettere, har ud- strakt deres Besøg over en længere Tid, og er til sidst blevet liggende i Byen Vin- teren over. Saadanne Handlende kaldtes i Modsætning til Gæsterne »Liggere«; de søgte som faste Agenter for deres Handelshus i Hjemstaden snart at tilrive sig Om- sætningen i de Byer, hvor de opholdt sig, og det var først i Slutningen af det XV. Aarhundrede, at det lykkedes de danske Handlende at gøre sig til Herrer i deres egne Hjembyer. Hvad Randers, der havde det Held at ligge ved en stor Vandvej, som kunde be- nyttes til Transport af Gods langt ind i Landet, havde at give igen for de Varer, Jærn, Tjære, Tovværk, Pelsværk og andet, som de fremmede Købmænd bragte til Staden, var de samme Produkter, som er Genstand for Udførsel fra de danske Byer den Dag i Dag, nemlig Korn, Smør, Huder osv. Dertil kom en meget stor Handel med Laks. Det var dog kun Omsætningen med Udlandet, der var i Hænderne paa fremmede Købmænd. Handelen paa Indlandet besørgede Borgerne selv, og i 1302 fik Randers Borgere af Erik Mændved Toldfrihed for deres Varer over alt i Riget med Undtagelse af Skanør Marked. 1311 fik de af samme Konge Stadfæstelse paa det oven omtalte Privilegium fra Valdemar den Stores Tid, nemlig Jurisdiktionsret i alle Sager for Vold, der foregik paa Byens Enemærker, og dette Privilegium blev endelig i 1322 udvidet til at omfatte alle Retssager. Hermed blev Randers i retslig Henseende udskilt fra det omgivende Land og kan maaske som Følge deraf først nu siges at fremtræde som en egentlig By. Endnu 1302 kaldes den villa forensis, hvilket nærmest betyder Markedsplads, Handelsplads. Byerne havde i Middelalderen Privilegium paa Handel og Haandværk. Af disse to Næringsveje var Handelen den fornemste. Købmændene dannede Byens Over- klasse; det var dem, der tjente de store Formuer. Som Følge deraf havde de Magten i Byen, og af deres Kreds valgtes altid, trods Modstand fra Haandværkernes Side, Borgmestre og Raadmænd. Pra gammel Tid betragtedes Haandværkeren, som den der maatte tjene sit Brød ved Arbejde for andre, som en ufri Mand. Men man maa formode, at Haandværkerne i Tiden omkring 1400—1420 har søgt at sprænge de Baand, der bandt dem; ti i Erik af Pommerns Forordninger om Næringslivet, fore- kommer udtrykkelig den Bestemmelse, at ingen Haandværker maa blive valgt ind i Raadet, medmindre han først opgiver sit Haandværk. Henimod Slutningen af Middelalderen faar Kongerne Øjnene op for, at de i en velstaaende og kraftig Borgerstand har den bedste Forbundsfælle mod Adelens Magt- syge. De begynder nu at interessere sig for Byernes Udvikling. Christoffer af Bayern