De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

I. HAVNEN. Esbjergs Historie er Esbjerg Havns Historie. Allerede i Fyrrerne med den stærke nationale Vækkelse og Had til alt Tysk begyndte man at spejde mod Vest, om der ikke skulde findes et Sted, hvor der kunde anlægges en Havn, saa vi kunde blive fri for denne Afhængighed af Tyskerne, som vor gamle Handelsvej gennem Hertugdømmerne førte med sig, men efter Treaarskrigen og efter nogle mislykkede Tilløb faldt Tankerne atter til Ro, — vi havde jo sejret------ Det var 1864, som rev os ud af disse Drømme. Da blev Jylland som et Træ, man har hugget Rødderne fra, nu gjaldt det om at fæste nye, at finde nye Veje ud til den store Verden, hvis man ikke vilde spærres inde og forsumpe. Det var nød- vendigt for hele Landets Skyld, men især for Jyllands. Skulde der vindes nyt Land, da maatte det være her; i denne forsømte, hidtil af alle Østdanske oversete Provins, laa de fleste af vore Fremtidsmuligheder, og at Folkets bedste og dygtigste Mænd saa det dengang, og derfor satte Kraft og Alvor ind paa Havneplanerne (saa vel som paa Tilplantningen), er et Vidnesbyrd om, at vi endnu havde en Fremtid som Folk. Og Anlæget af en Havn ved Esbjerg er derfor ikke blot en økonomisk, en forret- ningsmæssig Sag, her ligger i højere Grad end sædvanlig en ideel Betragtning bag. Dette Anlæg er en Daad, en af dem, som Ulykken lærte os at øve! Regeringen tøvede heller ikke. Saa hurtigt ske kunde efter Fredsslutningen fore- lagde Indenrigsminister Tillisch, 14. September 1865, Rigsdagen et Udkast til Lov om en Jærnbane fra Vamdrup til Strandby og Anlæg af en Havn paa sidste Sted. Motiverne begynder med de Ord: »Med Hertugdømmet Slesvig har Danmark mistet Raadigheden over de for den danske Handel saa vigtige Veje gennem dette Hertug- dømme. Regeringen har derfor straks maattet tage det Spørgsmaal under Over- vejelse, om der ikke maatte kunne aabnes nye Veje for den danske Handel.« Havnen skulde være en aaben Søhavn paa 10,000 Favn, forbundet med Land ved en Dæmning; Bekostningen var anslaaet til 550,000 Rigsdaler. Dybden skulde være 13 Fod ved daglig Højvande, idet den skulde rette sig efter Dybden paa Bar- ren i Graadyb. At man dengang i det hele maatte staa meget usikker overfor et saadant Anlæg kan ikke undre, men især gælder det netop Graadybsbarren, — om den vilde til- stede Havnens Besejling eller muligvis helt lukke af var en højst usikker Ting, og det var derfor ogsaa især paa det Punkt, at Sagens Fjender angreb, baade i og udenfor Rigsdagen. I Rigsdagen kom dertil, at man i disse Dage netop havde den nye For- fatning at tænke paa, og da Flertallet heller ikke havde Tro til Planen eller Interesse for Vestjylland, saa varede det ikke længe, før den blev lagt til Side, — det hjalp ikke, at der fra Varde og Fanø blev agiteret ivrigt for den.