De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

16 RANDERS som kaldes Kanon, med et føje Brev til Borgmestre og Raad i Randers. Men Øvrig- heden her var ikke længer til Sinds at lade sig undervise, den tog, slog djævleblændt Bog ved Bøddelhaand paa Kagestage, som der staar i den gamle Vise. Og det at faa sin Bog slaaet paa Kagen, som Skarnsfolk blev bundet ved, naar de skulde have Ris, var vel den største For- haanelse, der kunde times en Forfatter, en Straf, der stod i god Samklang med Reformationstidens grove og voldsomme Maade at udtrykke sig paa, naar man talte til og skrev om Modstandere. Som udpræget luthersk By sluttede Randers sig hurtigt til den nye Konge, Chri- stian III., og denne søgte straks at gøre den til en Støtte for sin Magt i Jylland ved at lade den befæste. Det var derfor til denne Kongens gode og faste By, at Resterne af Adelshæren søgte Tilflugt efter Slaget ved Svenstrup i Efteraaret 1534, efterfulgt af Bønderne under Skipper Clement Da denne ikke formaaede at gøre sig til Herre over Byen, — hvis Fæstningsværker saaledes straks blev sat paa Prøve —, lagde han sig i Lejr paa Flintebjærg. Og her led Bondehæren et stort Nederlag, da de Belejrede gjorde Udfald. De havde fundet en virksom Forbundsfælle i det stærke Burøl, som Vendelboerne havde »slaaet sig fulde i«, og det havde ganske taget Magten fra Skip- per Clements Bønder, saa de hverken kunde staa eller slaa, men blev hugget ned for Fode. Dette Nederlag skulde naturligvis hævnes. Vendelboerne svor at hjemsøge Ran- ders med Baal og Brand, men de Randers Folk havde en Trumf i Baghaanden. Kongen, der havde god Grund til at berømme deres Manddom og Troskab, udstedte et særligt Beskærmelsesbrev, ved hvilket han tog Randers By og Borgere i sin kongelige Varetægt og Beskyttelse, om Vendelboerne skulde finde paa at gøre Alvor af deres Trusler. Da Christian III. Aaret efter sin Tronbestigelse holdt Herredag i Randers, som han i øvrigt viste sin kongelige Gunst paa forskellig Vis, bl. a. ved at anlægge en latinsk Skole, maatte han særlig føle Savnet af en egen Gaard, hvor han kunde bo nogenlunde bekvemt med sit store Følge, naar han opholdt sig i Byen. Men først senere fandt han en passende Plads og Bygning, idet det ^amle Graabrødrekloster, som Frederik I. i 1530 efter Munkenes Forjagelse havde skænket Rigshovmesteren Mogens Gøye, ved hans Død 1544 kom tilbage til Kronen. Gaarden fik straks Navnet Randersgaard eller »Vor Gaard i Randers«, men efter 1550, da Nybygningerne var fuldførte og Gaarden i Stand til at modtage sit kongelige Herskab, fik den til Ære for Dronningen, til hvis Enkegods den kom til at høre, Navnet Dronningborg. Efter Christian III.s Død benyttedes Dronningborg kun sjældent som Kongebolig. Lens- mændene holdt Hus paa Slottet, der blev ilde medtaget ved Svenskernes forskellige Besøg i Byen. I 1660 kom det paa private Hænder, og i 1721 blev alle Bygningerne, Kirken med, der fra Reformationen havde været By kirke ved Siden af at være Slots- kirke, revet ned, saa man nu kun kan vise Stedet, hvor Christian III.s Dronningborg har staaet. Dronningborg indgik som Led i den nye Befæstning, Christian III. lagde omkring Randers, og værnede Byen mod Øst. De nye Volde og Grave blev væsentlig anlagte paa de gamle, middelalderlige Værkers Plads (se foran), og betegner ingen nye By-