De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

DEN NYERE TID 23 begyndte der da atter at vise sig Skibe paa Randers’ Fjord; en ny Skibsbro blev bygget, en Vinterhavn anlagt ved Udbyhøj, og en Havneafgift blev indført paa ny for dog at skaffe Byen nogen Indtægt til Bestridelse af de store Udgifter. I 1672, Aaret efter den store Brand, Randers usleste Periode, da man i Modsæt- ning til tidligere, fede Tiders Pralen med Laks maatte nøjes med en ringere Fisk, saa man med Sandhed kunde sige: »Var ikke Skalleføde, var Randers snart øde«, talte Byen 2,036 Indbyggere. Omtrent 100 Aar senere, 1769, var den steget til 3,143, hvilket trods alle Ulykker og al Modgang dog tyder paa Fremgang. Fremgangen spores tydeligt allerede i 1735 i en Indberetning om Næringslivet i Randers, hvoraf det ses, at enkelte Haandværkslav har været langt bedre stillet her, end Tilfældet i Reglen var. Saaledes talte Handskemagerlavet, der var bleven stiftet 1684, og som var langt det største Lav i Byen, 17 Mestre (senere 28), hvoraf 1 kan anslaas til at eje en 2000 Rdl., 1 en 900 Rdl., 1 ca. 400 og 3 ca. 200 Rdl. Ingen af de andre Haandværksmestre kommer op ved Siden af dem. Købmændene er dog som altid de mest formuende. Der er 6 Købmænd og Kræmmere, der »anses for bemidlede«, og hvis Formue »ikke kan ansættes«. Dernæst er der tre andre Købmænd, hvis »rollerende Formue« anslaas paa ca. 2000 Rdl. hver, og endelig 36 mindre Hand- lende, som imidlertid »er alle til Hobe intet ejende«, men som dog klarer sig. Apotekerens Enke kan ikke regnes med til disse, ti hun anslaas paa 6000 Rdl. De Formuer, der blev tjent i Randers, blev tjent paa den gamle solide Bonde- handel, ti Landboernes Varer førtes nu som tidligere ad Gudenaaen ned til Randers. Skibsfarten fra Randers gik nok saa meget paa »Kaage« op ad Fjorden som ned ad den. Først i Slutningen af Aarhundredet, under det almindelige Opsving af den danske Handel, fik Randers.en Storkøbmand i Ditlev Kirketerp, der ikke nøjedes med at lade sine egne Fartøjer sejle paa Amsterdam og Bordeaux, men som under den Nord- amerikanske Frihedskrig havde Skibe baade paa Middelhavet og Vestindien. Dernæst var der Brødrene Rasmus og Hans Christian Hansen, I. Trap og senere Huset Ree. De første 50 Aar af forrige Aarhundrede har væsentlig været optaget af Regu- leringsarbejder af Gudenaa og RandersQord for at skaffe Byen en saa tilfredsstillende Forbindelse med det Indre af Landet og en saa god Besejling som muligt. Og med det store Opsving i Landboforholdene og den deraf følgende forøgede Tilstrømning af Landbovarer til Byerne, samt med Dampskibssejladsens Begyndelse har disse Arbejder baaret gode Frugter. Indtil Jærnbanernes Anlæg i Tresserne havde Randers en Forbindelse med de indre Landsdele i Jylland som ingen anden By i Riget med Undtagelse af Aalborg. Og Byens Fremgang saas snart paa Befolkningens Vækst. 1801 talte den 4,562 Indbyggere, — med jævn Stigen var Tallet i 1901 naaet op til 20,050. Den sidste Menneskealders særlig store Udvikling skyldes her som alle Vegne væsentlig de moderne Samfærdselsmidler, for hvilke Randers blev et vigtigt Knude- punkt. I 1862 aabnedes Jærnvejen mod Syd, hvorved Randers kom i Forbindelse med Aarhus og Viborg. 1869 aabnedes Jærnvejen mod Nord til Aalborg, 1876 fulgte Randers—Grenaa Banen, 1877 Randers—Ryomgaard og endelig 1883 Randers—Had- sund Banen. 1859 blev der anskaffet en Slæbedamper for at slæbe Sejlskibene op til Byen under ugunstige Vindforhold, snart efter kom Randers i ugentlig Damp- skibsforbindelse med Hovedstaden. Nu befares Fjorden daglig af store Dampere, og Skibe paa 16 Fods Dybgaaende kan lægge til ved Havnens Bolværker, der har en samlet Længde af 2800 Fod.