De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

Da vort Fædreland i en fjern Oldtid første Gang blev besøgt af Mennesker, var det de indskaarne Kyster og særlig de inderste Lukninger af de lange, smalle Fjorde, der tiltrak sig Opmærksomhed som Steder, hvor man kunde slaa sig ned og lettest friste Livet. Drikkevand kunde man faa fra Aaen, der løb i Dalen, Fort- sættelsen af hjordkløften ind i Landet, Østers og Fisk fandtes i Mængde paa Ban- kerne ude i Fjorden, og i Skovene rundt omkring var der Vildt i Overflod. Hvor der var særlige Forhold til Stede, særlig Anledning til Handel og Skibs- fart, udviklede de gamle Bopladser ved Aamundingerne i de dybt indskaarne Fjorde sig i Tidens Løb til Byer. Men det varede — for de Hestes Vedkommende — længe, inden der blev noget at handle med, og de fleste Bopladser blev først i sene lider andet og mere end Fiskerlejer. Saa længe man ikke kunde bygge i Ro paa Kysterne og sejle i Fred paa Søen for Sørøvere, kunde der ikke blive nogen Handel. Det er først, da Farvandene omkring de danske Kyster er blevet rensede af Valdemar den Store og Absalon, at Købstæderne i Danmark ret begynder at vokse frem. Det er da heller ikke før 1236, under Valdemar Sejr, at vi første Gang hører Tale om Byen Kaldyng. Ved Midten af 1400-Tallet forekommer Formen Kollinghe, der senere bliver til Rolling og Kolding. Sagnet veed her, som ved andre danske Kystbyer, at fortælle om, at Byen ikke altid har ligget, hvor den findes nu, men oprindelig skal have ligget længere mod Vest inde i Landet. Og man nævner de nu forsvundne Stedbetegnelser: Svie- gade og Svietorv — mellem nuværende Skolegade og Langelinie — som Minder om det ældste Kolding. Dette Sagn maa vistnok kun betragtes som Udtryk for, at Byen først i senere Tider har skudt sig frem mod Øst, nemlig efterhaanden som Fjorden og dermed Kystlinien trak sig østefter. Ti Fjorden har i den tidlige Middelalder gaaet langt højere op, har oversvømmet Aadalen Syd for Byen og staaet i Forbin- delse med den nuværende Slotssø mod Nord, saa Byen og Bakken, paa hvilken se- nere Slottet kom til at knejse, har ligget paa et i Fjorden fremskydende Næs. Man kunde fristes til at tro, at det var dette Næs, som 1242 i Omtalen af et Møde mellem Hertug Abel og hans Broder Erik Plovpenning, kaldes Eldenæs ved Kolding. Det var i alt Fald her, paa Slotsbanken, at Hertugen byggede »Ørnebor- gen«, hvad enten denne maa betragtes som en Ombygning og Udvidelse af en æl- dre Borg, eller som en Nybygning. Men er det rigtigt, at Kongen i 1247 opbrændte Byen Kolding, har han vel heller ikke skaanet Borgen, der kunde yde Abel Tilhold i Broderkrigen, og det bliver da vel naturligt at antage den Borg, som Abel 1248 paabegyndte »som til et Værn og Grænsehus« mod Indfald i Sønderjylland fra Kon- geriget, som en Nybygning. Der har iøvrigt i den tidligere Middelalder ligget en anden Borg Nord for Kol-