De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

6 KOLDING I MIDDELALDEREN ding, som mulig kan være den Abels Borg, der omtales 1242. Den hed Skindel- borg, og den mindes endnu i Navnet Skindelborghave. Den laa paa Nordsiden af den inderste Del af Fjorden, den nuværende Slotssø. Murrester af den var endnu at se i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, og ved Voldstedets endelige Sløjfning i 1887 mente man atter at støde paa Levninger af denne gamle Borg. Hertug Abel havde før og under Broderkrigen Kolding i Pant, men naar han i 1248 begynder Opførelsen af Ørneborgen —- som der utvivlsomt hentydes til i Byens Segl — maa han vel næppe have haft i Sinde at slippe Pantet af Hænde igen. Som den nærmeste By ved Grænsen mellem Kongeriget og det sønderjydske Hertugdømme og som liggende ved den ældgamle Færdselsvej ned gennem Landet, og i Læ af den faste Borg havde Kolding en særlig Betydning. Vi ser da ogsaa, at Ørneborgen, der af og til kaldes Middelborgen, tidligt bliver Pladsen for historiske Begivenheder. I 1268 lykkes det Erik Glipping at indløse den, og den kaldes nu »en Port og en Nøgle for Riget«. Naar det hedder, at Kong Erik genopbyggede Borgen, maa den sagtens være bleven ødelagt i Kampene. Nu blev den igen befæ- stet og maaske atter ødelagt i 1313, da de oprørske Bønder ved Kolding havde slaaet de kongelige Tropper, der var sendt imod dem under Drosten Niels Olufsen Bille. Ti da Kongen selv havde taget Sagen i sin Haand og underkuet Bønderne, straffede han dem med svære Bøder og tvang dem til at rejse faste Borge, der kunde holde dem i Ave, og bl. a. hedder det udtrykkeligt, at Bønderne ogsaa maatte be- fæste Kolding, hvorved der kun kan menes Koldinghus, med hvilket Navn man fra nu af finder Ørneborg betegnet. Den omtalte Angivelse, at Kolding oprindelig laa noget længere mod Vest, vin- der i. Styrke ved en gammel Optegnelse om, at Erik Glipping udvidede Byen og byggede dens sydlige Del. Hvor megen Betydning man tør tillægge denne Opteg- nelse er ikke godt at sige, men Sandsynligheden taler vel for, at Kolding By først har været i Stand til at udvikle sig, efter at Borgen paa Banken har formaaet at yde den nogen Beskyttelse. Og naar man ser, at Kirken, der var helliget St. Nicolai, de Søfarendes Beskytter, og dermed Torvet, Midtpunktet for den egentlige By virk- somhed, er bleven opført paa 1200-Tallet, og erindrer Abels Interesse for Byernes Opkomst og den Betydning, han tillagde Kolding, er det vel naturligt at antage, at Kolding netop omkring og efter 1250 har faaet sit egentlige Bypræg, sin egen Kirke, sit Akseltorv og sit Byting. Men det var sikkert kun en ringe og ubetydelig Bebyggelse, man saae ud over fra Borgens Mur endnu saa sent som ved Middelalderens Slutning, umiddelbart før Reformationen. Den samlede sig væsentligt omkring Kirken. Øst for den laa kun Torvet og derefter den store ubebyggede Plads, der optoges af Borgens Køkkenhave og Kaalgaarde. Ved dennes sydøstlige Hjørne laa det i 1288 stiftede Graabrødreklo- ster. Det var en Riddersmand, Henrik Dulmer, der havde gjort sin Gaard Dueholm til et Kloster, som han selv traadte ind i som Munk. Syd for Torvet førte den gamle Hovedvej i ret Vinkel — den ene Ann af Vinklen blev senere til Vestergade, den anden til Rendebanen — ned til Broen over Kolding Aa; mod Nordvest fort- sattes den ud til Laasby, forbi St. Jørgensgaarden, der husede de ulykkelige Spe- dalske, og videre Nord paa, ad Vejle til. Aaen bugtede sig frem gennem brede Enge og Bebyggelsen strakte sig næppe noget Sted ned til den. Kun ved Skibsbroen Øst for Broen over Aaen, hvor Skibene lossede og ladede, laa der maaske et Par Boder.