De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

KOLDING I MIDDELALDEREN 7 Ved den nordre Ende af Broen laa Porthuset med Bommen, der spærrede Vejen, indtil Tolden var betalt. Ti Kolding var det ene af de to vigtige Toldsteder ved Giænsen, - Ribe var det andet — og den største Del af Færdslen mellem Nørre- og Sønderjylland foregik ad Koldingbro, som tilligemed Skoven derved menes at have givet Navn til Herredet, Bruskherred, hvilket Navn forekommer første Gang 1329 som Broskovherred. Borgen gav Byen Læ til Vækst og Udvikling, og Kongernes Ophold paa Bor- gen trak Folk til Staden og fremmede Handel og Haandværk. Og paa Grund af Byens Beliggenhed kom Kongerne ofte hertil. 1254 forlenede Christoffer I »med Banner i Haand« Kong Abels ældste Søn Valdemar med Sønderjylland, og Aaret efter at Erik Mændved havde dæmpet det jydske Bondeoprør, var han atter paa Koldinghus og sluttede Forbund med Ditmarskerne. Christoffer II stadfæstede 1321 Kolding Bys Privilegier, — naar de er givet, vides ikke, — og i hans Haandfæstning nævnes Koldinghus udtrykkelig som et af de Slotte, der ikke skulde nedbrydes, hvilket viser dets Betydning for Riget. Men da samme Konge 1326 var bleven for- drevet, fik Marsken Ludvig Albertsen Byen og Slottet som Pant. Det var da ogsaa et af de Steder, som Valdemar Atterdag først tænkte paa at indløse i 1340, da Grev Gert havde det i Pant. I Folkevisen hedder det, at Grev Gert brændte Kolding af, men nærmere Oplysninger herom haves ikke. I 1365 sluttede Kongen Forlig med hans Sønner Henrik og Nicolaus paa Koldinghus, og i 1411 sluttedes der Vaaben- hvile mellem Erik af Pommern og Hertuginde Elisabeth af Sønderjylland. Endelig fandt den store Forlening i 1440 Sted paa Koldinghus, hvorved Christoffer af Bayern overdrog Hertug Adolf Sønderjylland som et arveligt Len. Det var muligt ved denne Højtid, at Christoffer af Bayern fandt Lejligheden paa Slotlet utilfredsstillende, ti snart efter lod han den nordlige Fløj rive ned og helt bygge om. I lang Tid hører man nu intet om Kolding eller Slottet ved Kolding. Livet er gaaet sin rolige Gang, kun afbrudt af den Uro og Travlhed, som vaktes ved Kon- gernes hyppige Komme med deres store Følge, deres Fadebur som det hed, naar de drog paa Rejse gennem deres Rige. Saa, i 1522, finder vi Christjærn II paa Kol- dinghus. Han har været der ofte før, og det er ikke sikkert, at Byens Borgere har glædet sig ved hans Nærværelse, ti han forlangte Penge. I 1519 havde de maattet laane ham 400 Lod Sølv. Nu kom han til Møde med sin Farbroder, inden føje Tid hans Efterfølger paa Tronen, Hertug Frederik. 1534 mødtes Christian III her med Greven af Oldenborg for at søge at komme til Forlig, og ikke længe efter aabnede de svære Jærndøre til Fængselskælderen paa Koldinghus sig for en Mand, hvis Navn i 1534 havde bredet Frygt og Rædsel overalt, hvor det lød. Det var Skipper de- ment, den gamle Konges berømte Partigænger, der nu som Fange blev slæbt med rundt af Hertug Christian og ogsaa en Tid sad fængslet paa Koldinghus. Der forlyder intet om, hvorledes Stemningen var i Byen, paa hvilken Side Bor- gerne stod, i den Kamp, man kalder Grevens Fejde. Men det synes, som om den nye Lære her hurtigt har vundet Tilhængere. Det synes ogsaa, som om Munkene i Klostret har ført et alt andet end klosterligt Liv og givet adskillig Anledning til For- argelse. Der blev ofte klaget over dem, men de havde næppe faaet Tid til at for- bedre sig, før den Lutherske Lære begyndte at lade sig mærke. Den kom, som na- turligt var, fra det nærliggende Sønderjylland, hvor den tidligt havde slaaet Rod, og blev bragt til Kolding af en forhenværende Dominikanermunk fra Haderslev Kloster.