Danmarks Spiselige Svampe, Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

17 Svampebede. I London samler man Gødningen fra Kvæg- torvet og lader den gære, og naar den da lægges op i Bede, giver den Svampe af bedste Slags og vedbliver dermed i længere Tid. Lige store Mængder af Gradeskarn og Løv, der strax bringes i Gæring, blandet med noget Mergel, yde maaske Svampedyrkningen et Emne saa godt, som det nogensinde kan faas; Gadesnavset fra de Dele af Byerne, som hyppigst befærdes med Heste, er altid bedst til dette Brug. For at Svampene kunne voxe. kræ- ves der Ammoniak og Varme, og den, der sikrer sig disse to Ting, kan altid være vis paa god Fremgang med sit Foretagende. Før Bedene anlægges og medens Emnet tillaves, bør smaa Træstumper. Pinde o. 1., som findes i Gødningen, fjærnes, da de ere skadelige eller i det mindste unyttige. Den bedste Tid at anlægge Svampebede paa er i Av- gust og September, cla Varmen i Eftersommeren er stærk nok til at faa Yngelen til at voxe med Lethed. Det er især af Vigtighed at huske paa, at Gødningen lægges jævnt og ensformigt. Nogle sammenstampe Bedene med Stampebrædder, saa at de blive meget haarde; naar dette gjøres med Maade, er det fordelagtigt; eu jævn Sammen- trykning med Spaden er dog tilstrækkelig. Men ligge Bedene paa Hylder, hvor man ikke kan stampe dem sammen, maa de bankes sammen med en Kølle. III. Om Svampenes vegetative Dele. Botanikerne mene, at den Del af Svampen, der er skjult i Jorden, det traadagtige Væv, eller, som det kaldes i det botaniske Kunstsprog, Svampeløvet (Myceliet), svarer Spiselige Svampe. 2