Danmarks Spiselige Svampe, Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

37 aldeles ved, at slige Knipper ere tagne bort, og man maa lægge Mærke til ikke alene, at Svampene, naar de sam- les, tages op med Rod og alting, men ogsaa, at det Sted, hvor de liave voxet, jævnes med lidt Jord fra Bunden af Bedet, saa at hvert Spor af Svampene udslettes. „Knap- perne“ — saaledes kaldes de nylig fremkomne Skampioner — ere helt hvide og aabenbart af bedste Slags. Jeg saa denne Hvælving i Juli 1868, og jeg nærer stærk Tvivl om, at man paa denne Aarstid har kunnet høste flere Svampe noget andet Sted. Naar jeg siger, at mere end en Mil i disse forgrenede Hvælvinger optages af Svampe- bede, og at Ejeren kun er en enkelt af den Samfunds- klasse, der alene giver sig af med at dyrke Svampe, kan man heraf gjøre sig en Forestilling om den Udstrækning, hvori denne Forretning drives i Paris’ Omegn, og disse Hvælvinger forsyne ikke alene de nærmeste Byer men ogsaa for en stor Del England og andre Lande med Svampe. Det er unødvendigt at fortsætte Vandringen videre, thi der er ikke Andet at se end, hvad vi nu have fortalt. Vi linde atter Vejen til Skakten, begynde at stige op og ere snart igjen i Sollyset midt paa Hvedemarken. Paa Vejen over denne lægger man Mærke til to Ting, som vedrøre Svampedyrkningen, nemlig 1) Bunker af hvid, sandet Jord,- skilt fra Fliserne af den. hugne Sandsten, og 2) store Bunker Hestegødning til Bedene; det er al- mindelig Gødning fra Staldene, meget kort og ikke ret fugtig, den lægges op i Bunl^er af 4—5 Fods Højde og 30 Fods Bredde, og Arbejderne vare sysselsatte med at stikke disse Bunker om, for derpaa at stampe dem sam- men med Fødderne efterat have vædet de Dele, som vare hvide og tørre, med Vand. Efter nogen Tids Forløb synes de store Stenbrud lige- som at være trætte af at bære Svampe, thi disse trives ikke længere i Luften dernede; da renses Hvælvingen, Jorden tages bort, og Pladsen bruges ikke 1 eller 2 Aar.