Danmarks Spiselige Svampe, Deres Dyrkning Og Anvendelse 1906

49 Sporer i at komme ned til Svampene, saa at disse kunne gjemmes ligesaa godt som i hermetisk lukkede Kar uden at tage Skade. Naar Svampene tages op ere de ligesaa gode, som da de bleve kogte hen; men, dersom man ikke bruger dem alle paa én Gang, skal riian hælde ny Olie i Falsen og sætte ny Bomuld i Tuden og derpaa koge de tilbageblevne Svampe igjen. Det er derfor bedst ikke at have Gryderne større, end at de rumme saa mange Svampe, som man kan bruge paa en eller to Gange. X. Om Skampionerne. Disse Svampe danne en egen naturlig Gruppe (Psal- liota) og skilles let fra de andre ved deres mørkebrune Sporer, der give Bladene, som ikke ere fastvoxede til Stokken, en rødbrun, tilsidst endog næsten sort Farve. Hatten er kjødfuld, fint dunet eller skællet, og Stokken er forsynet mod en tydelig Ring. Hos os tindes der 2 Arter Skampioner, nemlig den mørke (Agaricus cam- pestris L.) og den lyse (Agaricus arvensis Schaeff.). 1) Den mørke Skampion (Fig. 9) kaldes ogsaa „den ægte“, fordi den er bedre, saftigere og mere lækker end den lyse; den har en fast, tyk Stok, enkelt, tidt laset, Ring, brunlig, finskællet Hat og kjødfarvede, senere brune Blade; Kjødet er saftigt, og det bliver rødligt, naar Svam- pen brækkes over. 2) Den lyse eller den almindelige Skampion (Fig. 10) er hyppigere end den ovennævnte, fra hvilken den skilles ved, at Stokken er løsere, indvendig næsten hul, Ringen dobbelt, Hatten livijl eller hvidgul, silkehaaret, undertiden skællet; Kjødet er uforanderlig hvidt, og Bladene ere hvide, tilsidst rødbrune. Sygelige Svampe,