1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

»Hvad kan der gjøres til Haandværkernes Opkomst i Danmark?« gav 1799 et Medlem af Bedømmelseskomiteen, Assessor J. H. Barens, der interesserede sig levende for denne Sag, en Kritik af de indkomne Besvarelser og fremsatte sin Mening om Spørgsmaalet. Derved tog han da Sigte paa overhovedet alle de Ting, som kunde bidrage til at danne, forædle og hæve Haandværkerne, baade .gamle og unge, baade Mestre, Svende og Lærlinge, medens Kjærnen i hans Forslag gik ud paa Følgende: Oprettelsen af selvstændige Værksteder eller Industriskoler vilde være forbunden med for mange Vanskeligheder30), og han foretrak derfor, al Selskabet lod Lærlingene undervise i Haandværkets praktiske Grene af fors kj el lige Mestre i Byen i disses egne Værksteder og under for- nødent Tilsyn !1). Lærlingene burde udvælges blandt Børnene i de bedste Skoler32), idet, han ogsaa her forkastede Tanken om, at Selskabet skulde op- rette en selvstændig Skole. Derimod ønskede han, at Eleverne i Læretiden skulde have dels en udvidet Undervisning fælles for dem alle, dels en speciel Fagundervisning, deriblandt ogsaa i Naturhistorie, experimental Naturlære og Kemi33). Tegneundervisningen skulde finde Sted ved Akademiet. Der klagedes vel over Elevernes Opførsel ved dette; Øhlenschlåger fortæller, hvorledes Maler- drengene sloges, naar de gik til og fra Akademiet34), og Bårens taler selv35) om »de Uordener, som der finde Sted, og som nu afskrække den for sit Barns Sæder omhyggelige Fader fra at sende det derhen,« men herpaa, mente han, kunde der dog nok raades Bod. Han selv havde imidlertid heller ikke efter Selskabets Mening fundet den tilfredsstillende Løsning paa den store Opgave. Selskabet nedsatte da paany en Komité, som kom til at bestaa af Professor Gamborg, Assessorerne Barens, Born og v. Schnell og Lederen af det bekjendte Opdragelsesinstitut Hofpræsten Christiani, og disse begyndte da med at slaa fast, at Selskabet vilde, at man ikke blot skulde søge at give Haandværkerne en større faglig Uddannelse, men ogsaa »tage Hensyn til den almindelige Forstandsdannelse og moralske Forædling hos Haandværksstanden«36). Dermed var man da ogsaa paa det Rene med, at Selskabet ikke maatte indskrænke sin Virksomhed til Lærlingene alene, men udbrede den ogsaa til Mestre og Svende. Det blev derefter Christiani, som paa dette Grundlag udarbejdede Planen, der dog blev ændret noget, men han fastholdt Betydningen af baade theoretiske og praktiske Undervisningsanstalter. Paa disse sidste lod man ikke til at lægge saa megen Vægt, men det forlangtes dog i Modsætning til Bärens’ Plan, — 11 — 2*