1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

( udgav tre Aar efter, at han var bleven Mester — og hvad Mere er: disse, der fulgte Tidens blomstrende, højttravende Stil, vare baade affattede i et korrekt Sprog og skrevne med den pyntelige og elegante Haandskrift, der endnu sotn gammel Mand var Lasenius Kramp egen. Som han heri var forskjellig fra sine Standsfæller, var han det sikkert, nok i hele sin øvrige Optræden. Han fortæller selv, at »hans Hang til Poesi og Studier lod ham stræbe efter studerte Mænds Omgang«, og betegnende er det ogsaa, at han selv engang i en Ansøgning kalder sit Haandværk for sit »Brødstudium«. Det er naturligt, at Lasenius Kramp med de omtalte Interesser maatte komme til at udmærke sig i de Anstalter, som da fandtes til Haand- værkernes Uddannelse. I 1823 kom hau i de Massmannske Søndagsskoler, og her fik han successive Ros for Tegning, den lille Sølvmedaille for Skrivning og Regning, senere paany udmærket Ros for Tegning og den store Sølv- medaille for Skrivning og Regning, samt endelig den lille Sølvmedaille for Tegning og den forgyldte Medaille for Skrivning og Regning, saa at han altsaa erhvervede sig alle Søndagsskolernes Præmier. I Oktober 1826 blev han Svend og besøgte derpaa Kunstakademiet, hvis Bygningsskoler han gjennemgik, hvor- paa han i 1829 avancerede ind paa Medailleskolen. Han havde saaledes faaet hole den Uddannelse, der dengang var at opnaa for Haandværkere, før han gjorde Mesterstykke, men samtidig havde han ogsaa gjort Fremskridt paa et andet Omraade. Han var kommen ind i Borgervæbningen; i 1826 blev han ansat som Korporal i det borgerlige Infanteri, blev senere Løjtnant og derpaa Adjudant ved dette. Hans militære Avancement er ogsaa betegnende for hans Stræben efter at hæve sig op over en daværende Håndværkers almin- delige Sfære. I 1831 gjorde han Mesterstykke. Den unge smukke Snedkermester Lasenius Kramp med sin Færdighed i at orngaas Bog og Pen, sin Evne til at udtrykke sig let og flydende baade paa Vers og i Prosa, og som gjorde en god Figur i sin Løjtnantsunifonn, var næppe nogen almindelig Fremtoning blandt Snedkerne; at han med sin Dannelse ikke følte sig tilfreds ved den Tone, der herskede blandt disse, er ligesaa vist, som at han heller ikke fandt selve sit Fags Tilstand tilfredsstillende. Han gav sine Anskuelser i sidstnævnte Henseende Udtryk i el lille Skrift, som han udgav anonymt8), og nogen Tid efter søgte han i sin »Sangbog for Snedkerlavet«!') at bringe en ny Tone ind i dets selskabelige Sammenkomster. Baade i den ene og den anden — 39 —