1837-1887 Snedkeres Tegneforening af 1837
Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings og Snedkeres Historie

Dygtighed, som Stifteren af et saadant Værk maa besidde. Men kommer Tid, kommer vel Raacl«10). De udhævede Ord ere understregede i Lasenius Kramps Manuskript og vise altsaa, at han lagde Vægt paa dem. Saa tidlig stod allerede hans Livsopgave klar for ham, thi de aflægge et tydeligt Bevis for, at lian ved Stiftelsen af Foreningen for Snedkere ønskede at begynde sin Virksomhed indenfor den snævrere Kreds, han tilhørte, i Haab om senere at kunne komme til at udvide den til hele Haandværkerstanden. Ikke Alle delte hans Anskuel- ser om Betydningen af Dannelse og Undervisning for Lærlinge og Svende; han vilde jo endog have gjort den Erfaring i sin Kreds, at man havde »i Almindelighed hos os ganske andre Anskuelser«. Der fandtes imidlertid ogsaa en anden, maaske ikke stor, men indenfor Lavet betydningsfuld Kreds, hvem det lykkedes ham at vinde for sine Anskuelser; det var med de Mænd, hvoraf den bestod, at han var samlet, da han lode September fremsatte ovennævnte Forslag, og støttende sig til dem udstedte han derpaa samme Dag følgende indbydelse: »Del er oftere faldet mig ind, at der ved en Forening af en Del af Lavets Mestre, som føle Interesse for deres Stilling, vilde kunne virkes til Gavn saavel for den enkelte Mester i Særdeleshed som for hele Lavet i Almindelighed. Under dette Begreb af Gavn mener jeg fornemmeligt at virke til vore Svendes og Lærlinges bedre Dannelse i Professionens Theori ligesom ogsaa at forskaffe os selv Efterretning om de nyere Opfindelser, Moder og forandrede Arbejder fra alle Steder i Udlandet, der særegent er hver Snedker til Nytte. Det er ethvert Menneskes Pligt, i hvilket Fag han end er sat, at søge at opnaa den mest mulige Fuldkommenhed i samme. Denne Pligt hviler altsaa ogsaa paa os, og vor Individualitet som Snedkere betragtet har sit Særkjende heri, at vi følge vor Tid. Dette Formaal opnaaes bedst ved en Forening af kundskabselskende Mænd. Danmark og især Kjøbenhavn ejer dygtige og duelige Snedkere, og omendskjøndt vi engang stode Udlandets Snedkere ved Siden, kan jeg dog ikke dele Mening med dem, der endnu endogsaa fra Smagens Side dristigt vil sætte os i Rang med Hine, men troer meget mere at turde bemærke, at vi slide paa en gammel Hæder, der stærkt trænger til at restaureres. — 41 — 6