Hvad Vil Du Være?
Ungdommens Valg Af Borgerligt Erhverv

91 hvortil Kundskaberne maa erhverves paa private Kursus. Saalænge den gamle Præliminæreksamen afholdes, gælder dog ogsaa denne med visse skærpede Fordringer og en Tillægsprøve i Latin som Adgangsberettigelse. Men der stræ- bes henimod, at Studentereksamen opstilles som eneste Adgangsbetingelse, og om Betimeligheden heraf er fuld Enighed, saavel blandt Højskolens Lærere som blandt de praktiserende Dyrlæger, altsaa blandt alle dem, der har Forud- sætninger for at kunne dømme i denne Sag. Studiet er saa omfattende og kræver saa stor Modenhed af de Studerende, at den bedst mulige Fordannelse er paa- krævet. Danmark er nu — saavidt vides — det eneste Land i Evropa, hvor Stu- dentereksamen ikke er obligatorisk for Veterinærstuderende. Dette Misforhold er sikkert til Skade for den danske Dyr- lægestand, der i Udlandets Øjne efter- haanden kommer til at staa som mindre vel uddannet, og det vil igen falde til- bage paa Statens offentlige Veterinær- væsen, hvad et saa stærkt husdyrpro- ducerende Land som Danmark ikke kan være tjent med. Studiets Varighed paa Højskolen er planmæssigt 4V2 Aar, men 80 pCt. af de Studerende bruger længere Tid. I en paatænkt ny Undervisningsplan er Tiden da ogsaa sat til 5Vs Aar. De Veterinærstuderendes Antal er f. T. ca. 240. Den aarlige Afgang er ca. Docent P. Grunth. 25—30, hvilket rigeligt dækker Landets Behov. De skarpe Eksamensfordringer medfører, at en ikke helt ringe Procentdel af de Studerende ikke naar at fuld- ende Studiet. Naar den unge Dyrlæge i en Alder af ca. 23—24 Aar efter afsluttet Eksa- men forlader Højskolen, har han jus practicandi, men mange tilbringer de første Aar som Assistenter hos ældre Dyrlæger, inden de begynder selvstændig Praksis. En god Dyrlæge maa foruden sin grundige Uddannelse have en skarp Iagttagelsesevne og et sikkert Overblik for med den fornødne Ro at kunne stille sin Diagnose. At stille Diagnosen for et sygt Dyr er adskilligt vanskeligere end overfor et sygt Menneske, der kan forklare sin Tilstand. I et Land som Danmark, hvor Husdyrbruget sfaar saa højt og hvor Pro- dukter deraf er den vigtigste Udførsel, har Dyrlægernes Virksomhed selvsagt en meget stor samfundsmæssig Betydning. Det gælder jo ikke alene om at helbrede de syge Dyr, men ogsaa om at forebygge Farsoter og bekæmpe smit- somme Sygdomme, som kan være ruinerende baade ved det direkte Tab og ved at standse Eksporten til andre Lande. Smitsoterne bekæmpes ved offent- lige Veterinærforanstaltninger. I Spidsen for det offentlige Veterinærvæsen sfaar