Om Arbejderspørgsmaalet
Fenilletoner. Særskilt Aftryk af "Folkets Avis"

det ogsaa være berettiget, at Arbejdsgiveren benytter sig as Konkurrencen mellem Arbejderne. Saa længe der kan faas andre dygtige Arbejdere til en ringere Lon, er det umuligt for et Steds Arbejdere at „skrue" Arbejdslønnen højere op. Saa snart der andensteds kau opnaas hojere Lon, er det umuligt for Arbejdsgiverne at holde den nede. Det er saaledes altid uklogt at sætte Skruen i Gang, hvor det ikke er givet, at Arbejdsgiveren er nodt til at give efter, men selv hvor det med temmelig Vished kan forudses, at han af øjeblikkets Forhold er tvungen til at opfylde de forøgede Fordringer, kan der være Tilfælde, hvor Yderlighedsfolgerne af dens Anvendelse er værst for Arbejderen selv. Lad os tænke os et eller andet Arbejdsfag, der har overflødig Efterspørgsel i tre Maaneder, jævn Beskæftigelse i seks og saa godt som fuldstændig Hvile i det tilbage- staaende Fjerdingaar. En større Arbejdsgiver, der onfler at sikre sig faste Arbejdere, indlader sig i den døde Tid paa forskellige Foretagender, der kun med Nsd og næppe indbringer ham saa Meget, at han kan udbetale sædvanlig Daglsn ogsaa i den stille Tid. Derfor er man ham na- turligvis, saa længe den varer, meget taknemmelig. Men saa kommer den travle Tid. Nu er der Ti for En, som soger Arbejdere, og der er endogsaa Enkelte, som tilbyder en forhøjet Dagløn. Vor Arbejdsgiver har paataget sig saa mange Foretagender, som det er ham muligt at udfore med sin sædvanlige Styrke, faar han dem ikke færdig til bestemt Tid, vil han lide betydelige Tab, og kun ved at byde et betydeligt Tillæg til den almindelige Daglsn, vilde han nu kunne staffe sig nye Arbejdere. Dette veed hans safte Arbejdere, og de veed ogsaa, at han netop i denne Tid tjener mange Penge; de har ogsaa Lyst til at fortjene flere; de gør Skrue og erklærer, at saafremt han ikke ud-