Forhandlinger angaaende en forøget Dampskibsforbindelse Esbjerg-England

62 ugentlig, at der da kun kunde være Tale om at gjore For so g med at afsende usaltet Smør, men at vi derved fremfor alt maatte sorge for ikke at bringe vore Varer i Miskredit. Her i Landet havde vi en stor Mængde Udskibningssteder; enhver Havn, der frembød nogenlunde gode Forhold for Udskibning til England, havde Forbindelse dermed; det vilde derfor blive meget vanskeligt at faa store Kvanta af Varer samlet paa det enkelte Sted, hvorfra den hyppige Forbindelse skulde udgaa. Saa vi saaledes f. Ex. hen til det usaltede Smør, hvor stort et Kvantum kunde man vel vente leveret daglig? Efter Talerens Formening kunde der kun være Tale om, at et meget begrænset Antal Landmænd vilde slaa ind paa at producere usaltet Smør; det vilde indskrænke sig til dem, der bo nær ved en Kjebstad eller Jærnbanestation, og det vilde følgelig blive et over- ordentlig ringe Kvantum usaltet Smør, Skibet vilde komme til at befordre. Der maatte altsaa store Opofrelser til for at holde en saadan daglig Fart i Gang, og det selv om, hvad der selvfølgelig vil finde Sted, andre Udførselsartikler i større Maalestok end hidtil samledes, hvor den daglige Forbindelse udgik fra; ja selv om Routen Esbjerg—London ved en daglig Forbindelse kunde blive Passager- og Postroute, vilde dette dog næppe i nogen væsentlig Grad bøde paa de store Udgifter, som vare for- bundne med at holde en saadan daglig Forbindelse vedlige. Taleren havde tilfældig haft Lejlighed til at blive bekjendt med den Udtalelse af en af Hovedstadens Grosserere, at det vilde være socialistisk at tænke sig, at Staten skulde yde et Offer for at begunstige Landmændene; men saaledes var ikke Talerens Opfattelse af dette Forhold. Han hørte til dem, der godkjende det gamle Ord: Har Bonden Penge, har Landet Penge, og hvad der derfor kunde støtte Landbruget burde gjores, thi det vilde være til Gavn ikke alene for Landmanden, men for Landet i dets Helhed. Grosserer Esmann (Odense) kunde slutte sig til Agent Levys Slutningsbemærkning. Man kunde efter Talerens Mening med god Ret i dette øjeblik henvende sig til Begjeringen med Anmod- ning om Assistance paa en Maade, som kunde komme det danske Agerbrug til virkelig Nytte. Naar derimod Hr. Agent Levy udtalte, at Kjobmændene kjøbte Smørret af Producenterne uden at anvende stræng Kritik, da passede dette ikke for Fyns Vedkommende, ligesom Taleren overhovedet heller ikke troede, det var mange, der brugte den Fremgangsmaade. Hvad nu selve det foreliggende Sporgsmaal angik, da havde man jo i Vinter set, hvilket Gode vi havde i Esbjerg. Medens alle andre Havne vare lukkede, var den aaben; men den uheldige Side ved Sagen var, at Forsendelsen over Esbjerg fordyrede Varerne 10 sh. pr. Brutto-Ton eller med næsten 50 øre pr. 100 Pund, fordi Fragttaxterne paa Jærnbanen vare for højt ansatte. Skulde Es- bjerg altsaa faa nogen Betydning, maatte Jærnbanens Fragttaxier nedsættes betydeligt, nemlig saaledes, at det kunde blive muligt for Esbjerg at konkurrere med de forskjellige Provinshavne, hvorfra der udgik Dampskib til England. Blev det ikke gjennemført, var det umuligt at forsende Varer til Eng- land over Esbjerg. Dernæst maatte der ogsaa ske en Forandring med Hensyn til den Behandling, Smørret var underkastet paa Jærnbanen. Allerede for to Aar siden havde Taleren henledet Opmærk- somheden derpaa, og dét blev da antydet, at der muligvis vilde kunne ske en Forbedring i saa Hen- seende, men dertil havde man endnu ikke sporet det mindste. Smørret blev vel sat ind i en Vogn for sig, men var det en varm Sommerdag, kom det frem i en forfærdelig Tilstand, hvilket burde undgaas, og det kunde gjores, naar det blev sat ind i afkølede Bum i Jærnbanevognene. Mejeri- væsnet havde en saa stor Betydning for vort Landbrug, at Staten burde træde hjælpende til; betalte det sig ikke direkte, kom det dog indirekte Landet til gode. Hvad den forøgede Dampskibsforbindelse til England angik, da kunde Taleren ikke nægte, at han stillede sig lidt skeptisk med Hensyn til Nytten deraf, for saa vidt den skulde være daglig.