Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

134 Vexelstrøm-Synkrongeneratorer og motorer. Ved forsigtig disposition af maskinens magnetiske og elektriske dele, giver imidlertid denne formel ved normale forskyvninger fuldt tilfredsstillende værdier, hvis afvigelse varierer fra 1,2 til 3 %. Vil man, efterat maskinen er bygget, kontrollere selvinduktions- spændingen, saa maaler man ved et bestemt periodetal spændingen E, strømmen J og viklingens modstand R. Da er ifølge formel (31): E ,/‘l [ denne formel er L den eneste ubekjendte, altsaa kan den be- regnes. Har man fundet L, saa er ea — 2 . jr . co. L . J. B. Beregning af den kappske faktor. Under forudsætning af, at vexelstrømmen forløber sinusformet, fandt vi i kap. I, at den af en vexelstrømmaskine frembragte EMK er: Nn _8 E = 2,22 * ~qq 'p‘

= , saa er, naar vi sætter 2,22 — k.'. E. = k.N.^^.10~s Da nu k varierer fra 1,3 til 2,8, kan man forstaa, at det er af største vigtighed før maskinens bygning at kunne gjøre sig bekjendt med faktoren k’s talværdi. Vistnok foreligger i de fleste dynamo- fabriker erfaringstal, der er konstruktøren til uvurderlig nytte; men da der fra tid til anden forekommer konstruktion af nye modeller, saa maa man i almindelighed opstille en ganske ny beregning, da de indsamlede talværdier naturligvis ikke kan anvendes paa en ma- skine, hvis mekaniske og elektriske egenskaber afviger fra den type, hvorfra erfaringstallene er hentede. For at kunne bestemme k, maa man paa forhaand have opgjort sig en mening om, hvor mange huller resp. nuter man vil anvende pr. fase og pol, hvor stor del af ankerperiferien der skal omsluttes af feltpolerne o. s. v. Er dette fastlagte størrelser, saa tegner man for den vikling, der skal undersøges, den elektromotoriske kraft ved de forskjellige