Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Spændingstah. 133 Arbeider den derimod som motor, saa er: E = e — e. Additionen og subtraktionen er naturligvis geometriske. Saa- ledes er i fig. 93, naar e er den konstante klemmespænding, E maskinens EMK som generator, og den punkterede linje Em dens E.M.K. som motor. Det ohmske spændingstab udgjør ca. 2 4- 3 % maskinens klemmespænding, medens selvinduktionstabet varierer fra 20 til 40 % af klemmespændingen. Heraf følger, at forskjellen mellem e og es i det ugunstigste tilfælde, der indtræffer, naar er = 3 % °g es = 20 %, ikke overskrider 2 % af spændingstabet; vi kan altsaa antage, at vinkelen mellem </ og e er 90°, og vi erholder følgende vigtige formel: E = y e2 4- e,2 4~ 2 . e . eå. cos (90 — ep) (60) Da altid ved forudberegningen af en maskine klemmespændingen ■c og den normale arbeidsfaktor cos ep er givet, saa maa man for at kunne beregne EJ antage en talstørrelse for der, som før nævnt, skal ligge mellem 20 og 40 % klemmespændingen. Antager vi ved den første approximative beregning, at selv- induktionsspændingen udgjør 30 % af klemmespændingen, saa risi- kerer vi at gjøre en maximal feil paa 33 %, idet spændingstabet enten er 33 °/0 større eller 33 % mindre end den beregnede. Denne maximalfeils indflydelse paa den elektromotoriske kraft er imidlertid kun ca. 4-4-5 %, d. v. s. vi risikerer en feil paa 5 % maximum, naar vi antager selvinduktionsspændingen til 30 % af klemmespændingen. Altsaa kan vi sætte: E == \e2 4~ (e • 0,3)2 2 . e . e . 0,3 cos (90 — ep) — fe2 + e2.0))9 -|- 2 . e2 . 0,3 . cos (90 — ep) E = e \l,09 4- 0ß . cos (90 — ep) Under samme forudsætning erholder man: Em — e \l,09 — 0,6 . cos (90 — ep) (61) Naar der ovenfor anførtes, at den maximale feil ved benyttelse af denne formel udgjør 5 %, saa er dette naturligvis at forstaa rent theoretisk. 1 praxis kommer saa mange faktorer til, der skal tages hensyn til, som f. ex. ankerreaktioner, uforholdsmæssig op- hedning af ankerviklingerne, der har en forhøielse af ankermod- standen og derved en betydelig forhøielse af e tilfølge o. s. v.