Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Selvinduktion. 21 hvor R — re -f- rå = lederens plus strømkildens modstand. Fører vi nu strømvenderen a fra 1 til 2, saa vil der ifølge formel 8 i spolen S opstaa et felt < 4 n. M.s.i , . . (p = -------------- (i absolut) < P = C. (i) Betegner vi den konstante faktor (C) med L, saa er: (p = L .i G>) Indsætter vi (P fra formel (b) i (a), idet vi medfører den momen- tane strøm, saa er: < T d i Em ~ L dl (C) Em er selvinduktionens elektromotoriske kraft, og L er propor- tionalitetsfaktoren eller sidvinduktionskoefficienten. Af vor formel (b) ser vi, at vi for et solenoid uden jern kan beregne L: Har solenoidet M vindinger, og indsættes strømmen i amp. og selvinduktionen i Henry, saa er: L=^M. 10~9. 10 i (p -8 L—^-M.10 (17) i Af det foregaaende kan vi slutte: Selvindaktionskoefficienten er aarsag til en mod E. M. K. Em=f (L) Selvinduktionskoeffieienten er aarsag til en kraftlinjespredning* 2). Vi ser af formel 17, at selvinduktionen er en funktion af strømmen: L = c . i Dette er kun saalænge tilfælde, som u = 1. Kommer der jern i nærheden af viklingen (S fig. 11), saa er L ikke længere konstant, Da selvinduktionen er proportional produktet (P. M, saa følger heraf, at selv- induktionen ved konstant felt er proportional M2. 2) Man betegner ofte selvinduktionen som spredningsfeltets induktion; denne betegnelse er inkorrekt, thi det er klart, at spredningsfeltets induktion kun er en del af selvinduktionen.