Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter

Forfatter: Carl Fr. Holmboe

År: 1903

Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag

Sted: Kristiania

Sider: 194

UDK: 621.30

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 210 Forrige Næste
Vexelstrøm i selvinduktion, kapacitet og ohmsk modstand. 45 ved f. ex. drillede dreiestrømkabler, altid først at prøve dem for selv- induktion, saafremt kabelens selvinduktionskoefficient ikke skulde være angiven fra fabriken. Er L given eller maalt, og viser det sig, at Es <z Er> kan man uden videre sætte (pt = <p2. Man erholder da E’ ved at subtra- here Et fra Em arithmetisk: £” = Em — Et. Vi vil ved den følgende udvikling gaa ud fra, at (pt > (p2. Som det fremgaar af fig. 28, er forskyvningsvinkelen mellem J og Et = Z J O Et sin JOEt=~ Et. Har vi af denne formel beregnet /_ J O Et, saa er E = J O Et — (pr Altsaa er ogsaa vinkelen mellem det resulterende spændingstab Et og generatorklemmespændingen Em bekjendt. Ifølge en bekjendt trigonometrisk sætning er: og heraf er _______________________________ = V E2m 4- E2t —2.Em. Et. cos E (W Har man ikke som i dette tilfælde en transformator, men n styk- ker koblede parallelt, saa har man at bestemme deres strøm og spændingsforhold paa følgende maade: Den kraftoverførende kabels kapacitet pr. km. er bekjendt og lig C’. Man begynder saa med den fra primærstationen længst fjernede transformator og beregner som vist i fig. 27 dens strømforbrug J, og saaledes fortsætter man med hver transformator, indtil man har naaet den sidste før primærstationen; nu adderer man samtlige strømme geometrisk; er dette gjort, .og er denne resulterende strøm f. ex. J\ fig. 28, saa beregnes som før vist Et, og af denne og pri- mærstationens spænding Em erholder vi den første transformators spænding E’. Anser vi nu Æ” som den næst paafølgende transformators «primær- stationsspænding», saa er E for denne transformator, hvad Em er for den første. Paa denne maade fortsætter vi med geometriske subtrak- tioner, indtil vi erholder den sidste transformators klemmespænding. Er der mange transformatorstationer, saa kan man forstaa, at beregningen bliver meget indviklet, og komplikationerne i vexelstrøm-