Vexelstrømstheorier og deres Anvendelse i Praxis
Haandog for Fysikere, Maskin og Elektroingeniører og Lærebog for Studerende ved Højere Tekniske Læreanstalter
Forfatter: Carl Fr. Holmboe
År: 1903
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 194
UDK: 621.30
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Vexelstrøm i selvinduktion, kapacitet og ohmsk modstand.
45
ved f. ex. drillede dreiestrømkabler, altid først at prøve dem for selv-
induktion, saafremt kabelens selvinduktionskoefficient ikke skulde
være angiven fra fabriken.
Er L given eller maalt, og viser det sig, at Es <z Er> kan man
uden videre sætte (pt = <p2. Man erholder da E’ ved at subtra-
here Et fra Em arithmetisk:
£” = Em — Et.
Vi vil ved den følgende udvikling gaa ud fra, at (pt > (p2. Som
det fremgaar af fig. 28, er forskyvningsvinkelen mellem J og Et =
Z J O Et
sin JOEt=~
Et.
Har vi af denne formel beregnet /_ J O Et, saa er
E = J O Et — (pr
Altsaa er ogsaa vinkelen mellem det resulterende spændingstab
Et og generatorklemmespændingen Em bekjendt.
Ifølge en bekjendt trigonometrisk sætning er:
og heraf er _______________________________
= V E2m 4- E2t —2.Em. Et. cos E (W
Har man ikke som i dette tilfælde en transformator, men n styk-
ker koblede parallelt, saa har man at bestemme deres strøm og
spændingsforhold paa følgende maade:
Den kraftoverførende kabels kapacitet pr. km. er bekjendt og lig
C’. Man begynder saa med den fra primærstationen længst fjernede
transformator og beregner som vist i fig. 27 dens strømforbrug J,
og saaledes fortsætter man med hver transformator, indtil man har
naaet den sidste før primærstationen; nu adderer man samtlige
strømme geometrisk; er dette gjort, .og er denne resulterende strøm
f. ex. J\ fig. 28, saa beregnes som før vist Et, og af denne og pri-
mærstationens spænding Em erholder vi den første transformators
spænding E’.
Anser vi nu Æ” som den næst paafølgende transformators «primær-
stationsspænding», saa er E for denne transformator, hvad Em er for
den første. Paa denne maade fortsætter vi med geometriske subtrak-
tioner, indtil vi erholder den sidste transformators klemmespænding.
Er der mange transformatorstationer, saa kan man forstaa, at
beregningen bliver meget indviklet, og komplikationerne i vexelstrøm-