Ligbrænding eller Begravelse

— 5 — Stank, mange Gejstlige blev syge og døde som Følge af det stadige Ophold i Kirkerne, og allerede fra Midten af det 6te Aarhundrede blev man paa forskjellige Kirkekoncilier enige om at forbyde Be- gravelser i Kirkerne, men da var denne Uskik saa indgroet, at der hørte Aarhundreders Kamp til for at udrydde den, og endnu fra Slutningen af forrige Aarhundrede, ja enkeltvis fra dette Aarhundrede, har man højst uhyggelige Historier om Følgerne af en saa uhygiejnisk Begravelsesmaade. Küttlinger1) beretter saaledes: En meget korpulent Dame havde udbedt sig at blive begravet i sit Hjemsteds Kirke; dette skete ogsaa en Lørdag i den varme Sommer- tid. Næste Dag var der Altergang i Kirken og omtrent 900 Mennesker tilstede; af disse blev 60 syge og nogle døde. Man antog nu, at der havde været Gift i Altervinen og i den Anledning blev flere af Kirkebetjentene fængslede og meget ilde behandlede; næste Søndag holdt Præsten en vold- som Prædiken mod Forbryderne og betegnede endnu flere som Medskyldige; imidlertid blandede den overordnede Øvrighed sig i Sagen og befalede næste Søndag, altsaa 14 Dage efter Begravelsen, at lade ’) Ermahnung zur Abschaffung der Grüfte auf den Friedhöfen. 1854.