Det Danske Slot
om Projekterne til Kristiansborgs Genopførelse Betragtninger

II. Jeg har været nødsaget til at søge at tjene mit Brød i Udlandet, for at kunne skrive mine danske Bøger. Ved dem spinder jeg ikke Silke, til Trods for en treaarig Statsunderstøttelse paa 800 Kr.*). Jeg tilbragte Efteraaret 1904 i London, Januar 1905 i Paris, hvorefter Reisen gik over Schweiz til Florens. Jeg trængte da til en Ferie, og var derfor paa Sicilien, da jeg i National-Tidende læste om Udfaldet af Kon- kurrencen, og derpaa tre Interviews med de tre heldige Præmietagere. Deraf interesserede mig særlig Martin Nyrops Udviklinger, der senere dog viste sig at staa i saa mærkelig Strid med hans Planer. To Dage efter at have læst dette i Taormina, blev jeg i Girgenti syg af Influenza, men naaede dog at komme til Palermo, hvor jeg laa i længere Tid. Det samme gentog sig i Neapel og i Menaggio. Endelig naaede jeg Pinsedag syg hjem til Danmark. *) Jeg ønsker ikke at optræde som Martyr, ei heller at stille mig i Selvglorifikationens bengalske Belysning. Jeg nødsages imidlertid til at fremkomme med følgende Bemærkninger til Publikum: Jeg har skrevet en Række Bøger om Kunst, deriblandt to om Skribentens Kunst. Naar undtages en meget elskværdig Artikel af Georg Brandes — for hvilken jeg endnu er ham taknemlig — om min første Bog, er mine Bøger uden Undtagelse af de Kritikere herhjemme, som man skulde tro egnede sig til at dømme om dem, bievne udskældte og forhaanede. Det har været mig ret ligegyldigt. Jeg har ikke taget til Genmæle — paa Tryk. Jeg har nedskrevet forskellige Opgør med mine Kritikere, derved er det blevet. — Jeg har, med Undtagelse af en kort spøgefuld Reiseskitse og en mindre Artikel om min afdøde Fader — begge i Politiken — aldrig offentliggjort en Linie uden at sætte mit fulde Navn under. Jeg har fire Gange offentliggjort motiveret Kritik, rettet mod: 1) Joakim Skovgaards største Værk, Malerierne i Viborg Domkirke; 2) Georg Brandes største Bog, Wiliam Shakespeare; 3) Brygger, Dr. Carl Jacobsens „største" Gave, David; 4) Martin Nyrops største Værk, Raadhusets Facade. Hver Gang — undtagen Nr. 2 — er jeg blevet overdænget med en Bunke Snavs, men ikke mødt med Argumenter. —' Det vil maaske bemærkes, at det er Storvildt, jeg har jaget, Folk hvis materielle Velfærd det var saa vel ude af min Magt som ude af min Hensigt at skade; enhver, der træder frem for Offentligheden, maa finde sig i Kritik. — Jeg har aldrig været knyttet til noget Blad som Anmelder i nogen Form, skønt jeg har haft Tilbud, med Løfte om saadan Betaling, at det betød noget for mig paa en Tid, hvor jeg ikke vidste, hvorfra jeg skulde faa Pengene til at leve for. Jeg har ikke villet, fordi jeg ikke har villet lægge nogen Sten i Veien for nogen kæmpende Kunstner eller Forfatter. Jeg ved selv, hvor trang Veien er at gaa. Jeg har aldrig hørt til nogen Klike, hvorved jeg skulde nødes til at rose eller dadle, for saa til Gengæld at faa dens Støtte. Jeg har aldrig rørt en Finger for at søge nogens Støtte; saa det blev blandt Skrivende den almindelige Mening, at paa mig var der frit Slag. Jeg har levet et meget tilbagetrukket Liv, tvunget dertil af mit Helbred, mine Tilbøjeligheder og mine Pengeforhold. Det gjaldt altid om at svare hver sit. Jeg har aldrig ønsket eller modtaget privat Støtte i nogen Form. Jeg har aldrig skelet til nogen af Siderne, om jeg behagede eller ikke behagede. Jeg har to Gange i mit Liv udtalt mig rosende om kæmpende Kunstneres Arbejder, fordi jeg begge Gange mente Rosen. Jeg har nedskrevet disse Bemærkninger, fordi mange i Publikum igennem det Snavs der er blevet kastet paa mig, har faaet det Indtryk, at jeg var nærmest en ondskabsfuld Kværulant, hvis Ord var uden Betydning.