Det Danske Slot
om Projekterne til Kristiansborgs Genopførelse Betragtninger

38 Det første, jeg spurgte efter, var Projekterne til Kristiansborg. Jeg laa med Hæfterne af „Arkitektenhvori de stod, udbredte paa min Seng, og undredes saare, ja forfærdedes. Hvorledes var det muligt, at Arkitekter kunde fælde en saadan Dom over Kollegers Arbeider og faa andre til at gaa med paa den? Der var jo dog kun fremkommen een Løsning af Op- gaven, og den var tilmed efter min Mening den smukkeste at se til som Tegning. Hvad var det for en Uretfærdighed, der var sket? Ti en blot Feiltagelse kunde ikke foreligge, eller jeg maatte være ganske uden Evne til at bedømme Arkitektur. Da jeg senere, ved at tale med Folk, fik at vide, at der havde været Udstilling, og at Publikums Dom i alt Fald var gaaet Kommissionen imod, og Pressens ligesaa, begyndte jeg atter at fatte Tillid til min egen Dømmekraft. Ved — paa et senere Stadium — at læse den i Statstidende offentliggjorte Beretning, fik jeg det Indtryk, at Kommis- sionen i Virkeligheden delte Publikums Mening; i hvert Fald kunde den overfor de Nyropske Projekter kun anføre en eneste Grund til Anbe- faling: deres eventuelle Prisbillighed. (Naar de ellers er uantagelige, er det jo ganske ligegyldigt, hvad deres Udførelse vilde koste.) Men ved senere at granske det af Kommissionen udstedte Program blev det mig klart, hvordan alt var tilrettelagt for den Dom, der blev fældet. Jeg forbandt mig med Brummer og Mørk-Hansen, hvem jeg kendte, fordi jeg fandt, her var en Uretfærdighed, der burde afværges. De søgte ikke mig, jeg tilbød dem min Støtte, hvad den end kunde være værd. De var harmfulde, ikke over den anden Præmie, men over Udelukkelsen. Ti for dem, som for alle, overfor hvem jeg berørte Sagen, saa det ud, som om Udelukkelsen fra at være med i anden Omgang ikke var til at komme udenom. Der var slaaet Bom. Saa var der ikke andet for at gøre end at beslutte at udstille paa egen Haand, og se, om der kom noget ud af det. Igennem et Slags Interview i Justitsministerens Blad i September lod Trafikminister Høgsbro Offent- ligheden vide, at de Begunstigedes udarbeidede Projekter skulde indleveres til Rigsdagen den niende Oktober, og at Afgørelsen saa vilde træffes i Løbet af nogle Dage. Vi maatte altsaa ogsaa være færdige til den Dag. Men vi var jo udelukkede fra at indsende vore Projekter til Rigsdagen. Der havde de intet at gøre, vilde sikkert ikke blive aabnede. Ti vi vilde blot blive betragtede som paatrængende Gæster, hvem man med Ret viste Døren. Vi, der ønsker Offentlighed, nødsages derfor til at udstille offent- ligt, og Tegningerne vil fra den niende Oktober være ophængte i d’Hrr. Winkel & Magnussens Lokaler, Høibroplads 7, tilgængelige for alle. Da vi ikke tør komme til Rigsdagen, anmoder vi ærbødigst Rigs- dagens Medlemmer om at komme til os og give os Foretræde og Leilighed til at føre vor Sag for den Ret, som vi anser for den høieste i Landet. Jeg siger nu vi, ti: Da jeg saaledes laa med de forskellige Projekter spredt ud for mig og