Det Danske Slot
om Projekterne til Kristiansborgs Genopførelse Betragtninger

43 dette, som jeg saa i den ellevte Time og maaske tillægger en for stor Vægt, burde fremlægges for Offentligheden. Saa kan den dømme. Jeg har givet ovenstaaende Forestilling for at vise, at jeg har ene det fulde Ansvar for hvad der staar i denne lille Afhandling. Jeg kender ikke Hr. Prof. Holm, ei heller nogen af de tre andre Herrer. Jeg har, mig bevidst, aldrig set nogen af dem, og ingen af dem har, mig bevidst, nogensinde skadet mig. Jeg har paa Grund af et Uheld — en forstuvet Fod — ikke set de ny Tegninger, ikke en Gang nogen Skitse til dem. Jeg kan ikke naa op til den fjerde Sal, hvor de udarbejdes, og deres Størrelse, udspændt paa Tegne- brædter som de er, forhindrer, at de bringes til mig. Ikke engang det Snit og den Plan, der følger med dette Hæfte, vil komme mig for Øie, før Bogen er færdigtrykt. Fotografierne dertil kan ikke fremstilles før i sidste Øieblik. Jeg faar dem ikke at se, før Publikum har set dem. Jeg haaber og stoler paa, at de to dygtige Tegnere vil levere noget smukt. Men det bliver deres Sag. Min Interesse er en dobbelt. Jeg ønsker, at i et Land som vort, Offent- lighedens elektriske Lyskaster skal sende sine klare Straaler ind, hvor der var nogle, der helst vilde have Mørke. Offentlighed og Lys er det eneste, der gavner en Sag. Dernæst er det mit Ønske, at bidrage mit til, at den store Bygning, der skal reises, bliver saa god og saa smuk, som Landet overhovedet kan frembringe den. Jeg vil ikke gøre mig til Talsmand for de Tegninger, jeg ikke har set — og som jeg efter Overveielse har be- sluttet ikke at ville se. Har jeg kunnet lade mig transportere fra London til Skodsborg Sanatorium, kunde jeg vel ogsaa have ladet mig transportere op paa en fjerde Sal i København. Det er jo meget muligt, at Offentligheden — ti nu maa den vel indlades — ikke vil finde noget af de fire Projekter værdigt til Opførelse. Saa maa Sagen gaa om. Det er iforveien ganske utænkeligt, at en videre Udarbei- delse af noget af de tre begunstigede skulde føre til en Plan, der var værdig til at blive til Sten. Den afholdte Kristiansborg-Konkurrence var en Farce. Den var en international Konkurrence, skønt det ikke stod udtrykkeligt i Programmet. Man gav mødte Udlændinge Adgang. Men det uhørte var, at det dog skulde vedblive at være en lille Familiefest, hvor kun danske, der kendte de indenlandske Deltagere, sad til Doms. Hvorfor saa ikke hellere lade dem sætte deres Navne paa Tegningerne? Saa kunde der ikke ske Feiltagelser. Til en international Konkurrence maa der indkaldes fremmede Dommere. Havde der været det, vilde det imidlertid have været ganske umuligt at opføre den Komedie, der blev opført. Man havde ikke vovet det. Skulde der nu blive en ny Væddestrid*), vilde det saa ikke være hel- digt at lade Udlandet dømme? Ti det vil efter dette være vanskeligt at *) Helst en kun dansk. Vi har tilstrækkelige Kræfter til at kunne udføre det Arbeide, en dansk Bygning kræver.