Det Danske Slot
om Projekterne til Kristiansborgs Genopførelse Betragtninger

 44 sammensætte en Dommerkomité, der kan se paa de indkomne Planer med uhildede Blikke. Overfor fremmede Dommere vilde det intet skade, om Navnene stod paa Tegningerne, som det overfor indenlandske intet gavner, at de ikke er der. Men vi maa selvfølgelig intet have at gøre med Ud- vælgelsen af saadanne Dommere. Regeringen kunde henvende sig til Euro- pas anseteste Akademier og bede dem — i Betragtning af den store Op- gave — hver udpege en Mand til at fungere som Dommer. En Dom, imod hvilken det vilde være ganske umuligt at nedlægge Protest, maatte blive Resultatet. Det er en saadan Vei, man er gaaet i Haag. Rigsdagen har Afgørelsen. Den tilkommer det ifølge Lov 15. Nov. 1903 at tage Bestemmelse. Saa lang Tid, jeg kan huske tilbage, har jeg hørt, at Rigsdagen var karrig og uvillig overfor Kunst og Videnskab. Saa lang Tid, jeg har kunnet dømme, har jeg set, at naar en Sag blev bragt frem paa rette Maade, har Rigsdagen været villig til at støtte Kunst og Videnskab. Rigsdagen indtager den Plads, Konge, Adel og Geistlighed, og senere Enevoldskongerne indtog. Den løser og binder Baandene for Pengeposen. Men den har saa ogsaa Ansvaret overfor Historien. Det har lidet at sige, om en Orden kommer til at hænge paa det for- kerte Bryst, eller om et Embede gives til den forkerte Mand. Han for- svinder dog snart, og før den Tid har Borgerne, om der er noget ved dem, taget Styret fra ham. Heller ikke betyder det meget, om der vedtages en reaktionær Lov; ti kun de Love kommer dog til at virke i Samfundet, som dette billiger og kan bruge. Alt menneskeligt Værk svinder. Men der er en Ting, der ikke svinder. Det er Kunstens store Værker. Alle Styrende, der har evnet at styre, har til alle Tider vidst, at deres egne Gerninger var som Røg paa Havet. De har allieret sig med Kunsten. Den bar deres Navn ned gennem Tiderne. Den meldte Aarhundreder, ja Aartusinder efter, hvem de var og hvad de var og hvad deres Land var. Orientalske Storkonger og tyske Hansestæder, græsk Republik og romersk Kirke, Ludvig XIV og C. F. Tietgen vidste, at naar de betroede deres Navn til den dygtige Bygmester, var det i de sikreste Hænder. Alle vidste de ogsaa, at en Maaned eller et Aar spillede ingen Rolle. At Bygnings- kunsten var den Kunst, der ikke forhastede sig. Danmark indtager en hæderfuld Plads blandt Staterne. Hvad Høyen sagde til Franskmanden, at vi havde ingen dansk Bygningskunst, er ikke sandt. Vi har vor skønne danske Landsbykirke; vore Domkirker tilhører Tiden, hvori de blev byggede. Vi har en Perlerad af skønne Herregaarde, og vi har Kronborg og Frederiksborg, to Slotte, som ikke overgaas af noget i Skønhed, og kendes de ikke paa anden Vis, bringer de paa Rulle-