Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: J.C. Schythe

År: 1843

Serie: Syttende stykke

Forlag: J.D. Qvist

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 749

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 769 Forrige Næste
320 Skoveier tilladt, at hugge sin Skov om for Fode, fordi Træer ikke ere af de Gjenstande, hvis Tab for Landet kan erstattes den Dag idag eller imorgen, ligesaalidt burde nogen Grundeier ustraffet kunne ødelægge den ham tilhørende Jord til Tab og Skade for kommende Slægter. Den Indvending, at det vilde være et Indgreb i Eiendoms- retten, om det blev Vedkommende formeent at bruge deres Jord paa en saa uforsvarlig Maade, holder ikke Stik, men hvorledes Regjeringen skal kunne hæmme dette Uvæsen, som sikkert Enhver, der ikke er hildet af lutter selviffe Hensyn, maa betragte som straf- værdigt, om det end ikke efter den nugjoeldende Lovgivning er straf- bart, — dertil foler Forfatteren sig ikke competent til at angive Midlerne. Vi vide af det Foregaaende, at næsten hele Vrads Herred er bedækket af Sand, som paa de fleste Steder endog er af en meget skarp eller mager Beskaffenhed, og tillige, at Mergel i en stor Deel deraf ikke er til at finde. Disse Omstændigheder medfore en sær- egen Fremgangsmaade med de raae Hedejorders Forberedelse til Sæd, som, saavidt Forfatteren veed, ikke bruges noget andet Sted i Amtet. I en saadan Jordbund bliver Hedemulden (Moret) ikke saa let ved Forraadnelse stikket til at frugtbargjore Jorden; derfor maa man, især i Mangel af Mergel, bruge et andet opløsende og pirrende Middel, hvis man ikke vil anvende O.væg- eller Faaregjodske. Et saadant Middel er Lyngasken, og denne er da det eneste Gjodnings- ftof, som disse magre Jorder faae godt af. Man lader sig nemlig ikke nøle med at afbrænde Lyngen paa Roden*), og ved Ploining *) Et saadant Sted, hvor Lyngen er afbrændt, kaldes i Vesteregnen en „Brynning". — Disse Afbrændinger foretages ikke altid med den nødvendige Forsigtighed, saa at derved undertiden foranlediges vidtstrakte, farlige Hedebrande. Dette Aars Foraar frembød, ifølge Aviserne, mange Exempler derpaa, og i tidligere Dage have de ikke været sjeldnere. Af Mangel paa tilstrækkeligt nøiagtige Data, skal Forfatteren lade det beroe ved, kun at nævne de store Hedebrande, som fandt Sted i Sommeren 1823 og ødelagde mange betydelige Lyngstrækninger imellem Verle og Viborg, nemlig flere Stykker af Harresø - Hede, den største Deel af Heden fra Brande til Thyregod, Heden imellem Hastrup og Eistrup, imellem Eistrup og Lille-Hølund, imellem Llode-Mølle og Rnudftrup.