Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

319 sædvanlige, og i den brakkede, gjodede og ofte merglede Jord er der taget: 1) Rug, 2) Byg, 3) Havre, og undertiden endnu een Havre- kjærv, eller og er der uden Brak taget: 1) Boghvede, 2) Rug, 3) Byg, 4) Havre. det Foregaaende fremgaaer det i Sandhed glædelige Resultat, at de saagodtsom unyttige Lyngheder i de fleste Egne forsvinde weer og meer, og at kornrige Agre træde istedet. I det Herred, som endnu staaer tilbage at omtale med Hensyn til raae Jorders L-pdyrknittg, nemlig det udstrakte Vrads Herred er det saa langt fra, at Opdyrkningerne foregaae efter en mindre Maalestok end i andre Egne, at de tværtimod kunne siges at drives videre der, end noget andet Sted i det os vedkommende Amt; men — her træffe Vi dog paa Sagens Skyggeside. Hermed hænger det saaledes sammen: I dette Herreds vestlige Sogne, nemlig Vrads, Nørre - Snede og Eistrup, maa man vel fljelne imellem de Jorder, som opdyrkes for stadigt at holdes under Ploven, og dem, som kun indtages for at udpines saalænge, som de ville yde nogen Afgrøde, og derpaa udlægges for bestandigt i aldeles kraftesløs Tilstand, for aldrig mere, det vil da sige: ikke i den nuværende Slægts Levealder, at tages under Ploven paany. Hine faae i Almindelighed en hensigts- mæssig Behandling, og yde deres Brugere og Staten en reel For- deel, ved at forege det dyrkede Agerland for stedse — og dette Resultat er glædeligt; disse derimod give kun deres hensynslose, vindesyge Brugere en ofte tarvelig Gevinst, hvorimod Staten lider et materielt Tab ved deres totale Udpinelse, — og dette Resultat er sørgeligt. Sagen er af langt storre Betydenhed, end det skulde synes ved det forste Diekast derpaa. Det er ikke blot for et kort Aaremaal, at de raae Jorder, som udslippes ved at maatte yde en Mængde Afgrodec uden Gjodske, blive berøvede deres Muld eller deres Frugtbarhed, thi de ere for en lang Række af Aar, for 30—40, ja maaskee et halvt Hundrede Aar, gjorte aldeles uffikkede til at frembære Sæd, og en saadan Behandling er ikke blot ufornuftig, ffaanselslos, eller hvad man ellers vilde falde paa at kalde den, thi den er fuldkommen utilladelig, den kan aldeles ikke forsvares for de hoiere Retshensyn, der nodvendigviis maae gjore sig gjaldende i ftbvfit civiliseret Statssamfund, Ligesaalidt som det kan være en