Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: J.C. Schythe

År: 1843

Serie: Syttende stykke

Forlag: J.D. Qvist

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 749

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 769 Forrige Næste
628 hed. — Garnene sættes under Isen paa de samme Steder, som i aaben So, nemlig enten tværs over det smalle Dyb imellem Emborg Odde og Dsrrup Land, eller paa Grundene andre Steder i Soen, og 2 Mand udfordres til hvert Garns Udsættelse og Nogt. Der, hvor Garnet skal nedlades i Soen, hugges et Hul paa Isen, omtrent 3 Qvarteer i Qvadrat, og derkgjennem indstikkes under Isen en lang Stang, til hvis Ettde er befæstet en Haarstrikke eller Tæl af samme Længde som Garnet. Er Isen klar, saa at Stangen kan sees decigjennem, saa skydes denne saa langt frem, som muligt, i den Retning, Garnet skal ftaae, og der, hvor dens forreste Ende kommer tilsyne, gjores et nyt, men mindre Hul, hvorigjennem Stangen med Haarsnoren opfanges, for paa samme Maade at slydes videre. Men er Isen ukgjennemsigtkg eller belagt med Snee, saa gjoces ei længere Afstand imellem Hullerne, end næsten Stangens Længde, og fra det forste Hul ftyres Stangen da saaledes, at dens Ende kommer lige under det folgende Hul. Paa den ene eller den anden af disse Maader vedbliver man med at hugge Hul efter Hul og ffyde Stangen med Snoren videre frem, indtil denne sidste i sin hele Længde er kommen under Isen, og det sidste Hu!, hvoraf Stangen optages, gjores da noget storre, ligesom det forste. Gar- net, som ligger i Orden ved det forste Hul, forbindes derpaa med Haarsnoren ved den Lokke, der er i Enden af den overste Garntæl, og i den Lokke, der er i den nederste Garntæl, bindes Halvdelen af en Muursteen, for at Garnet ei skal snoe sig, idet det trækkes hen under Isen. Medens nu den ene Mand ved det sidste Hul trækker Snoren langsomt til sig, folger naturlkgvns Garnet med, som ned- gives af den Anden gjennem det forste Hul, og forend den sidste Ende nedlades i Vandet, bindes ogsaa her en Steen til den nederste Lokke, og til den overste bindes en Buktæl, som kan naae fra Garnet til op over ^fen, hvor den befæstes til en „Purre" (en Stok), som sættes i et Hul i Isen tæt ved Vangen. Den lange Haarlkne, som man har faaet heelt op, naar Garnet er kommet hen under Isen, loses derpaa fra, og i den Lokke, hvortil den var bunden, fastgjores en anden Vuktæl, der ogsaa forer op over Isen og bindes til en Purre, der staaer fast i Nærheden. Disse Purrer tjene da ikke blot til Veiledning for at finde Garnet, naar der