Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

82 Den danske Bondes Trældom og Frihed. Faarets ufødte Foster, i Mangel deraf af Blære eller Koens Mellemgulv. Da Lemmen sjældent var rigtig tæt, stod der som oftest on Vandpyt paa Gulvet, og denne blev saa meget ubehageligere, som Gulvet bestod af selve Jordbunden eller højst af stampet Ler. Under Lyren var Arnen, et aabent Ildsted uden Skorsten, hvorfor Røgen ikke havde anden Udgang end Lyren. Følgen var, at Stuen jævnlig var fyldt med Røg og alt overtrukket med et tykt Lag Sod. Ind- gangen var i Regelen i den østre Ende gennem en smal Dør med et højt Dørtrin, for at Smaabørn og Smaakreaturer ikke saa let skulde slippe ud af Stuen. Længere hen i Tiden indrettede man foran Indgangen en Forstue og nord for denne et lille Kammer — »Kløven« eller »Kleven« —, der blev brugt til Opbevaringssted for de Ting, man vilde holde fri for Røg og Varme, Fødevarer, Klæder o. lign. Man gjorde Væggene i Forstuen og Kam- ret lidt højere og lagde Loft over Bjælkerne, i Regelen af Stængetræer, hvorpaa blev stampet et Lag Ler. Dette Loft blev da i den mildere Aarstid Soveplads for Husfaderen og Husmoderen. Op til det førte en Stige, som kunde tages bort, hvorved dette Loft i Tilfælde af Overfald kunde blive den Del af Huset, som lettest lod sig forsvare. Omtrent samtidig fandt man paa at overbygge Arnen med en Slags Hvælving, men beholdt dog endnu Lyren som Udgang for Røgen, og til at opvarme Stuen begyndte man at anvende store indmurede Lergryder — »Kakler« —, der bliver Begyndelsen til Kakkelovne, ligesom Hvælvingen over Arnen forlænges op gennem Taget til en Skorsten, hvorved Lyren bortfaldt, og Arnen blev flyttet ned til Døren. Skorstenen var først kommen i Brug i Frankrig, men var i det 16. Aarhundrede endnu saa sjælden her i Danmark, at paa Landet kun Herrogaarde og Præstegaarde var forsynede dermed. 1684 var der kun ganske faa Bøndergaarde paa Møn, som havde Skorsteno, og nord for Limfjorden fandtes ikke en eneste. I det sydlige Sjælland synes de først at være bievne almindelige i Slutningen af det 17de og Be- gyndelsen af det 18de Aarhundrede. Men endnu til Slut-