Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
--------------------- ii^^^gg==s===s~-"'... . ...-a Avlsredskaber. Vogne. 91 at pløje det samme Stykke Jord i 1 Dag, som 2 Heste og 1 Karl nu med større Lethed og langt fuldkomnere pløjer i en halv. Efteraarspløjnihgen, som senere har faaet stor Betydning for Landbruget, kunde der slet ikke være Tale om den Gang, og behandle en Brakmark ordentlig var en fuldstændig Umulighed. Intet Under derfor, at en Mark ofte bar mere Udkrudt end Sæd. Harven er omtrent 600 Aar gammel, og den var ogsaa et almindeligt Redskab i hver Gaard. Men i forrige Aar- hundrede var det de allerfleste Steder kun Træharver, man benyttede, og som naturligvis ikke kunde gøre stor Virk- ning paa Jorden. Først henimod Aarhundredets Slutning begyndte Harver med Tænder af Jærn at blive noget mere brugte, men selve Redskabets Form undergik ingen For- andring. Tromlen er en langt senere Opfindelse. Den kommer frem i det 17de Aarhundrede, men endnu i Midten af det 18de Aarhundrede er don temmelig sjælden, og som oftest var flere Bønder fælles om en. Vognene udmærkede sig heller ikke ved Lethed eller Hensigtsmæssighed. De gamle Blokhjul var man vel til Dels kommen bort fra og havde erstattet ved Hjul med Nav, Eger og Fælge, men i Regelen fandtes der i hver Gaard kun en beslagen og en halvbeslagen »Ferritzvogn« eller Færdes- vogn, hvorved menes en Vogn til almindelig Korsel. Den beslagne Vogn havde vist aldrig Jærnringe men kun Jærn- skinner uden om Hjulet, medens don halvbeslagne blot havde Forhjulene saaledes beskyttede. Høstvognene var i Regelen ikke beslaaede. Vognfaddingen bestod kun hos de mere vel- havende af Fjæle; ofte var det kun en »Pindefadding«, dannet af 2 runde Stykker Træ af Vognens Længde forbudne ved en De] tommetykke lodret mellem dem stillede Stave. Og lignende men mere sirlig lavede og malede røde eller blaa brugtes til Stadsvogne. Vognakserne var altid af Træ, højst med on Jærnskinne paa Undersiden, og Navene uden Bøsninger; senero hen brugtes undertiden en Halvbøsning, der kun gik til Midten af Navet. Møtriker brugtes aldrig;