Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

94 Den danske Bondes Trældom og Frihed. 4 Sldl.; 1 Par »Ferritzhaver« 2 Mk. og 2 Slæder å 1 Mk.: i alt 14 Sldl. 1 Mk. Besætningen paa Gaardene var i højeste Grad ussel. Paafaldende er straks det uforholdsmæssig store Antal Heste. Dette var begrundet dels i Hoveriet og Ægtkørselen, dels i de tunge og klodsede Avlsredskaber, dels i selve de daar- lige Dyr. Aldeles ens har Forholdene vel ikke været over alt, men som et Gennemsnitstal for den største Del af Landet, eller i alt Fald for Øerne kan vel regnes 8—10 Plovheste, 2—3 Køer, 1—2 Unghøvder og nogle Kalve, 10—20 Faar og 10—15 Svin foruden mange Steder en Del Gæs. Enkelte Steder kunde der ve] findes en bedre Besætning, men ofte blev det umuligt at holde den, fordi Bymændene, eller Bylavet, kun vilde tillade paa hver Gaard at holde et bestemt Antal af hver Slags, og betale den aar- lige Kendelse, som i saa Fald fordredes, var ikke hver Mands Sag. Den ovenfor nævnte Frants Andersen i Aaside havde saaledes set sig i Stand til at holde en aldeles usæd- vanlig Kvægbesætning, nemlig 11 Heste til 87 Sldl., 10 Køer og Stude samt 7 Unghøvder til 94 Sldl., men en saadan Velstand var i Stavnsbaandstiden næsten uhørt. Fodringen var i højeste Grad slet. Det var ofte Til- fældet, at Høsten blev saa slet, at der ingen Havro kunde blive til Hestene; Køerne kendte man slet ikke til at give Kærne. Hestene maatte holdes nogenlunde ved Kraft for Hoveriets Skyld; de fik da Broderparten af Høet, naar de ikke fik det hele; Køerne maatte saa nøjes mod Hal mon, og i Regelen var baade Hø og Halm paa Bondens Gaard sluppen op ved Paasketid. Saa snart Frosten derfor var af Jorden, blev alle Heste og Kreaturer drevne ud paa Brak- marken, men det sparsomme Græs der var snart fortæret, og saa maatte Dyrene søge Overdrevene eller Skovene. Efter Høst blev det vel lidt bedre, saa kom Ævret, Krea- turerne fik Lov til at afgnave de høstede Marker, men naar der ikke mere var noget, maatte de atter tilbage til Skovene og Overdrevene, hvor de ofte i do barsko Efteraarsdage var nærved at omkomme af Sult og Kulde. Thi først hen ved