Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

100 Den danske Bondes Trældom og Frihed. Til Hverdag var Fodtøjet Træsko, til Rejser eller til Stads langskaftede Støvler eller Sko med Spænder. I forrige Aarhundrede brugte Bønderne vistnok meget sjældent Overtøj; et Dækken maatte gøre Tjeneste som Kappe. Senere brugtes et Slag, der hægtedes om Halsen og naaede omtrent til Hofterne. Først henved 1830 kom »Sjeniljen« i Brug. Kvindernes Dragt var mindre regelmæssig ens end Mændenes, og navnlig var deres Hovedtøj meget torskellig i de forskellige Egne, en Forskel, der til Dels vedvarer endnu, som i det hele taget Hovedtøjet er den Del af Kvindedragten, der liar holdt sig længst uforandret; mon det skulde være, fordi det er saa klædeligt? Det vilde blive alt for vidtløftigt her at komme ind paa alle de Former af Huer, der bruges i Danmark. I Hovedtrækkene er de ens: en lidt tætsluttende Hætte af Tøj, som dækker Baghovedet og noget af Issen. Udstyret retter sig i øvrigt efter Egnens Skik og vedkommendes Formue, lige som Huerne paa Øerne til Stads var forsynede med svære Baand ned ad Nakken og under Hagen. Til Huen hører de fleste Steder i Landet enten et Lin af cæt Lærred, som ligger tæt til den forreste Del af Issen og gaar ind under Huen, eller et Korsklæde af aabent hvidt Tøj, der anbringes over Huen og nogle Steder rager langt frem foran Ansigtet. Baade Linet og Korsklædet bliver stivede og strøgne. Til Begravelser og som Sørgedragt brugtes sorte Huer ofte med grønne Baand. Flere Steder brugtes til Kirkegang og ved andre højtidelige Lejligheder uden for Huset et broget eller sort, nogle Steder et hvidt Tørklæde bundet ovenpaa Huen. Først langt senere henved 1820 kom Kysen, en Slags forfærdelig stor Hat, i Brug. Den var altid sort og i Regelen af Fløjl, spids bagtil og meget bred fortil. I nogle Egne brugtes om Sommeren en Solhat, dannet af et Stykke malet Pap, som ved et Baand blev bundet sammen i de to Hjørner, saa den fik Form omtrent som et Kræmmerhus. Ovenpaa Særken af Lærred, som oftest Blaarlærred,