Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Det daglige Arbejde.
105
foruden at hjælpe til ved Markarbejdet ogsaa skulde be-
sørge Malkningen, Madlavningen, Vask o. 1.
I Vintertiden var Mandens Arbejde først og fremmest
at passe Hestene og Kreaturerne, dernæst at tærske Sæden,
hvad der altid skete ved Haandkraft. End videre skulde
alt Vogntøj, Plovtøj o. s. v. gøres i Orden, og det var som
ovenfor bomærket næsten altid Hjemmearbejde. Desuden
lavede Karlene den Del af Køkken- og Bryggerstøj, som
kunde være af Træ, Stavtøjet til Trækdyrene, Mejereder,
Leskafter, River, Grebe, Skovle, Spader, som man i Regelen
brugte af Træ beslaaede med Jærn, Hørbrager, Skættestole,
Banketræer, Sløve, Skeer og en Mængde andre Ting. Her-
med kunde let en stor Del af Dagen være optaget, men
endnu skulde der snoes Keb af den hjemmeavlede Hamp,
laves Seletøj og besørges forskellige andre Smaaarbejder
som at snitte »Lysepinde«. Dermed var deres Gerning endt
Vinterdage, og Aftenen efter Nadveren tilbragtes i Regelen
døsende paa Bænken under Vinduet. Dog var Jyderne og
Fynboerne ogsaa da ofte beskæftigede med Husflidsarbejde.
Drengene havde dot langt strængere, og især var det
et i højeste Grad haardt Arbejde »at ride til Svin«. Det
var naturligvis haardt for saadan en Knøs at ride ud, ofte
et langt Stykke Vej, ligegyldigt, hvordan Vejret var, fastende,
altid tyndklædt; intet Under derfor, at Drengene alene for
at slippe for dette Arbejde længtes efter at blive Karle.
Pigerne havde om Sommeren særlig strængt Arbejde
ved Malkningen. Koerne var jo i Skovene eller paa Over-
drevene; dertil var som oftest en lang Vej; og naar de
i Sommervarmen gemte sig i Skovene, var det ikke saa
lige en Sag at finde dem. Der var nok en Byhyrde, men,
naar hati kunde give Oplysninger om, ad hvilken Kant
Koerne var gaaet, saa var det alt, hvad der kunde forlanges.
Hver Mand havde en »Klokkeko«, som om Halsen bar en
Klokke, hvis Lyd var forskellig og derved kunde vejlede
Pigerne til at finde dem. hver især skulde malke. Gik
Køerne og aad, kunde man høre Klokkerne; men laa de
ned eller stod stille, var det umuligt; saa galdt det om at