Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
Det daglige Arbejde. 105 foruden at hjælpe til ved Markarbejdet ogsaa skulde be- sørge Malkningen, Madlavningen, Vask o. 1. I Vintertiden var Mandens Arbejde først og fremmest at passe Hestene og Kreaturerne, dernæst at tærske Sæden, hvad der altid skete ved Haandkraft. End videre skulde alt Vogntøj, Plovtøj o. s. v. gøres i Orden, og det var som ovenfor bomærket næsten altid Hjemmearbejde. Desuden lavede Karlene den Del af Køkken- og Bryggerstøj, som kunde være af Træ, Stavtøjet til Trækdyrene, Mejereder, Leskafter, River, Grebe, Skovle, Spader, som man i Regelen brugte af Træ beslaaede med Jærn, Hørbrager, Skættestole, Banketræer, Sløve, Skeer og en Mængde andre Ting. Her- med kunde let en stor Del af Dagen være optaget, men endnu skulde der snoes Keb af den hjemmeavlede Hamp, laves Seletøj og besørges forskellige andre Smaaarbejder som at snitte »Lysepinde«. Dermed var deres Gerning endt Vinterdage, og Aftenen efter Nadveren tilbragtes i Regelen døsende paa Bænken under Vinduet. Dog var Jyderne og Fynboerne ogsaa da ofte beskæftigede med Husflidsarbejde. Drengene havde dot langt strængere, og især var det et i højeste Grad haardt Arbejde »at ride til Svin«. Det var naturligvis haardt for saadan en Knøs at ride ud, ofte et langt Stykke Vej, ligegyldigt, hvordan Vejret var, fastende, altid tyndklædt; intet Under derfor, at Drengene alene for at slippe for dette Arbejde længtes efter at blive Karle. Pigerne havde om Sommeren særlig strængt Arbejde ved Malkningen. Koerne var jo i Skovene eller paa Over- drevene; dertil var som oftest en lang Vej; og naar de i Sommervarmen gemte sig i Skovene, var det ikke saa lige en Sag at finde dem. Der var nok en Byhyrde, men, naar hati kunde give Oplysninger om, ad hvilken Kant Koerne var gaaet, saa var det alt, hvad der kunde forlanges. Hver Mand havde en »Klokkeko«, som om Halsen bar en Klokke, hvis Lyd var forskellig og derved kunde vejlede Pigerne til at finde dem. hver især skulde malke. Gik Køerne og aad, kunde man høre Klokkerne; men laa de ned eller stod stille, var det umuligt; saa galdt det om at